Skal SAS begynde at operere fra Dublin?

lufthavn flyTORSDAGSKLUMME: LO’s formand har en besynderlig indstilling til den for Danmark så vigtige luftfart, såvel med flyselskaber som lufthavne. Kan det ikke løbe rundt efter den såkaldte danske model, må det rykke til udlandet som tekstilindustrien, mener han.

Af Ejvind Olesen

LO’s formand Harald Børsting og EU’s transportkommissær Violeta Bulc kan snart tage hinanden i hånden og begynde at konkurrere om, hvem der kommer med de mest tåbelige løsninger på luftfartsindustriens problemer med dens personale.

Harald Børsting har i denne uge udtrykt det meget klart: ”Flybranchen adskiller sig ikke fra alle mulige andre brancher. Hvis man ikke kan skabe en tilstrækkelig stærk forretning til at betale de lønninger, der er nødvendige for at leve i det danske samfund, så må man finde andre steder at drive sin forretning.”

Værsgo SAS af sted til Dublin med det første fly. Ikke mere piv, ikke flere slåskampe med personalet om overflytning til lavprisselskab. Flyt bare til et andet EU land! Til Irland og kom tilbage med de mange ruter fra København – med et billigere personale om bord.

Tænk bare på Vejlegården. Kan du ikke indordne dit personale under LO, må vi spise flæsk andre steder. For eksempel hos uorganiserede restauranter, som der findes et utal af over hele landet. Det er man også nødt til, for i dag er Vejlegården krakket.

Nede i EU sidder en nyudnævnt transportkommissær Violeta Bule og grubler over, hvordan hun kan finde en grimasse, der kan passe til de europæiske flyselskabers ønsker og tilgodese dem i det reformforslag, hun kommer med sidst på året.

”Vi har at gøre med forhold, der har mange forskellige årsager. Vi har tænkt os at tage fat på meget ansvarlige måde,” sagde hun forleden.

Det havde vi sandelig også ventet. Hun kunne passende starte med at vippe et tysk forslag væk om søfartsregler indført for flyvende personale, så de blev skattefrie. Det har ingen gang på jorden. Tænk bare på langturschaufførerne og mange, mange andre.

Måske skulle hun starte med at aflægge et besøg i Irland. Så kunne hun også høre lidt om Norwegians base og konflikten med USA, som stadig er uløst.