Pas fra Japan, Singapore Tyskland samt Skandinavien giver visumfri adgang til flest lande i verden – værst er det med pas fra Afghanistan, Irak og Syrien.
Med adgang uden behov for visum til 180 af FN’s 193 medlemslande er statsborgere fra Japan og Singapore de pasindehavere, der kan besøge flest lande og territorier. Det viser 2018-opgørelsen fra rådgivningsfirmaet Henley & Partners i dets årlige Henley Passport Index, skriver CNN.
Dermed passerer Japan og Singapore begge Tyskland, der havde listens førsteplads sidste år, men tyske pas giver ifølge opgørelsen kun visumfri adgang til 179 lande og territorier.
På listens tredjeplads kommer Danmark, Sverige og Finland sammen med Frankrig, Italien, Spanien og Sydkorea – alle med visumfri adgang til 178 lande. Fjerdepladsen deles af Norge sammen med Holland, Luxembourg, Storbritannien, Portugal og Østrig – alle med 177. Med adgang til et land mindre, 176, kommer på listens femteplads blandt andet Irland, Canada og USA, og først på 8. pladsen lander Island, hvor pas herfra giver adgang til 172 lande uden behov for visum.
Indenfor de seneste ti år er De forenede Arabiske Emirater, UAE, landet der er vokset mest på Henley Passport Index med en fremgang på 34, alene sidste år fik statsborgere fra UAE adgang uden visum til yderligere 11 lande, herunder Kina og Irland.
Nederst på Henley Passport Index 2018 ligger Afghanistan, hvorfra landets statsborgere kun kan komme ind i 24 lande uden visum, fulgt af Irak med 27 lande, Syrien, 28, Pakistan med 30 og Somalia, hvor statsborgere fra dette land uden visum kan komme ind i 32 lande.
Flere lister over adgang uden visum
Henley Passport Index er ikke eneste opgørelse over verdens lande, hvorfra statsborgere uden visum kan komme ind i andre lande:
Arton Capital’s Passport Index medtager alle de 193 lande, der er medlem af de Forenede Nationer, samt seks anerkendte territorier: Hong Kong, Kosovo, Macao, Palæstina, Taiwan og Vatikanstaten. Territorier, der er opslugt eller besat af andre lande, fremgår ikke af listen. Listen for i år er endnu ikke offentliggjort, men den blev sidste år toppet af Singapore, Tyskland, Sverige, Sydkorea og på en delt fjerdeplads var Danmark, Finland, Italien, Frankrig, Spanien, Norge, Japan og Storbritannien.
Der er også opgørelsen The Nomad Passport Index, der medtager 199 statsborgerskaber rangeret efter fem faktorer: adgang vil visumfrie rejser for indehavere af dets statsborgerskaber, internationale skatteregler, landenes image, ret til dobbelt statsborgerskab og statsborgerens personlige frihed. Denne liste toppes af Sverige fulgt af Belgien, Spanien, Italien og Irland.
Relaterede artikler:
Første dage med total paskontrol gik godt