Skisæsonen 2023/2024 er gået særdeles godt, meddeler SkiStar, Skandinaviens største skiferievirksomhed. Væksten i bookinger har også trukket bundlinjen op for virksomheden, lyder det.
Skisæsonen i Skandinavien er aldrig gået så godt som i det seneste halvår. Det oplyser SkiStar, som betegner sig som Skandinaviens største skiferievirksomhed.
Koncernen ejer og driver bjerganlæg, herunder overnatningsmuligheder på hotel eller i hytter, i Hemsedal og Trysil i Norge samt i Sverige ved Sälen, Vemdalen, Åre og Hammarbybacken (Stockholm).
”Det er virkelig glædeligt, at vi kan præsentere vores bedste halvårlige resultat i virksomhedens historie takket være et rekordstort antal skigæster og i særdeleshed en stærk interesse fra udenlandske gæster,” udtaler SkiStars administrerende direktør, Stefan Sjöstrand.
SkiStar oplyser, at der i sæsonen 2023/2024 var 13 procent flere bookinger end på samme tid sæsonen forinden. Præcist hvor mange bookinger, det drejer sig om, fremgår dog ikke.
Øger profit markant
Den øgede interesse i skiferie bidrager til, at SkiStars økonomi i år er forbedret sammenlignet med sidste år. Resultatet af primærdrift i halvåret, som løber fra september 2023 til februar, lyder på lidt over en milliard svenske kroner svarende til 656 danske kroner.
Det er en stigning på 15 procent svarende til 140 millioner svenske kroner sammenlignet med sæsonen året før, hvor resultatet lød på 932 millioner svenske kroner svarende til 612 millioner danske kroner.
Danskere har søgt mod svenske og norske skirejsemål
Den øgede indtjening er blandt andet også båret af danske turister. SkiStar har tidligere i år meddelt, at der aldrig tidligere har været booket så mange overnatninger på SkiStars destinationer. For eksempel har der været op til 81 procent flere danske bookinger – i Vemdalen – sammenlignet med sidste år.
Tidligere har SkiStar også oplyst, at Sønderjylland er den region i Danmark med største stigning i antal bookinger, 44 procent i stigning sammenlignet med sidste sæson. Dernæst kommer områderne København, Nordsjælland og Vestsjælland, hvor bookingerne sammenlagt er steget med 32 procent sammenholdt med sidste års skisæson, lyder meldingen.
Før skisæsonen 2023/2024 meddelte SkiStar i øvrigt, at man har investeret mere end en halv milliard svenske kroner i blandt andet nye liftsystemer på to af de skisportssteder, som selskabet driver.
Der er således blevet etableret nye ekspreslifte i Sälen i Sverige og i norske Hemsedal. Det drejer sig om såkaldte seks-stolslifte med vindbeskyttelsesskærme. Håbet er, at de vil medvirke til at skabe et bedre flow af gæster i liftsystemet således, at det bliver nemmere at komme omkring.
Relaterede artikler:
Mange danskere på svenske og norske skirejsemål