Aarhus set gennem regnbuen på toppen af ARoS Aarhus Kunstmuseum (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Sol over Aarhus

KLUMME: Solen stod allerede højt på himlen over Aarhusbugten, da der var indkaldt til turistmøde om fremtiden i VisitAarhus. Marketingchefen indledte: ”Verden er brændt varm på Aarhus.”

De havde svært ved at skjule deres begejstring ved netop dette morgenmøde med kommunikations- og PR bureauet fra København. Hvordan kunne man andet? Når turisttallet fra udlandet nu var mere end fordoblet på 10 år. Og det var vel at mærke mere end fra 1.000 til 2.000 besøg, og når man på samme tid havde fået en kommentar fra VisitDenmark med overskriften: ”Aarhus er en klar succeshistorie.” Det var ganske vist noget, de var vant til at høre, men alligevel.

”Vi må ud med budskabet, hvis nogen skulle have glemt det,” indledte marketingchef Anne. Hvad mener I om: ”Aarhus brager frem i hele verden”?

”Er det nu ikke lige i overkanten?” spurgte VisitDenmarks marketingdirektør Janne, som undtagelsesvis var taget til Aarhus. Hun havde ikke været der siden hun var barn og hendes forældre havde hus i Højbjerg. ”Kunne vi ikke bare sige: Brager frem som international second city?”

”Hvad er second city?” spurgte eleven, som lige var startet. Han havde da lært engelsk, men var lidt i tvivl om, hvorfor man skulle prale af at være nummer to. Han spillede fodbold i AGF, og det var godt nok længe siden, de havde været nummer 1, men alligevel. Han synes da også der var dejligt i både Vejle og Hobro, selv om de ikke var så gode til at spille fodbold.

”Vi er som Barcelona og Malmø”
”Fremgangen står på ryggen af et mangeårigt og snorlige fokus på international markedsføring af Aarhus. Det er lykkedes at slå navnet fast som moderne second city på samme måde som Barcelona og Malmø, ” forklarede Anne. (Ifølge pressemeddelelsen)

”Det kan jeg altså ikke forstå,” sagde eleven. ”For mig er Barcelona kendt som en turistby, hvor det hele flyder over, og de helst vil være fri for flere turister. Og Malmø har mange udlændinge, men de fleste er flygtninge.”

Det flød med superlativer fra Anne, som var begyndt at tænke på om de skulle have haft en anden elev. ”Vi har en smuk kystlinje, Michelinstjerne-madoplevelser, en hjertevarm lokalbefolkning og innovative attraktioner, (hvad det så end er for noget) – og kun 100 kilometer til Herning.”

Den med Herning fattede eleven slet ikke, men nu tog Janne fra VisitDenmark ordet. Hun savnede ikke rosende ord fra lærebogen om dansk turisme nu og i fremtiden. Hun var sendt til Aarhus for at sige, hvor glad man var i København for den fine omtale. Bare den ikke blev for fin, så den stjal billedet fra København.

”Aarhus er en klar succeshistorie, og det skyldes en klar strategi for international markedsføring. I de senere år er der udviklet en markant række tilbud til turisterne og en stærk fortælling om byen. Netop fordi man har prioriteret international markedsføring har fortællingerne fået gennemslagskraft til at tiltrække turister.”

Hun så sig triumferende rundt for at fange et anerkendende nik fra Fie fra Ehrenberg Kommunikation. Det var også naturligt, da det var bureauet, som havde skrevet de blomstrende tekster.

Hvor er fortællingerne fra Aarhus?
Eleven tænkte så det knagede for at komme i tanke om fortællinger fra Aarhus. H.C. Andersen var jo dog fra Odense, og ganske vist var her i området Den gamle By som en god historie.

Selv havde han på nært hold oplevet Aarhus Festuge sidste år. Det ville han da gerne fortælle lidt om, hvis nogen havde lyst til at høre.

Nu skulle Fie altså have alt det her sat sammen til noget fornuftig og udsendt en pressemeddelelse. Den kom så i onsdags. Derfor satte jeg i denne klumme ”snorlige fokus” på netop det turistmøde, som en flue på væggen.

Ambitionen er at få to millioner kommercielle overnatninger i Aarhus i 2025. Det kan ikke slå fejl. Det kan endda være, at AGF er blevet nummer 1 i Danmark, og at spillerne  spiser Michelin-mad i omklædningsrummet.