Solid udenrigsvækst for CPH

Antallet af udenrigspassagerer steg med 3,7%, og år til dato er passagermængden på de internationale ruter steget med 5,8%, hvilket svarer til ca. 900.000 passagerer – eller ca. 96% af den totale udenrigsvækst i de danske lufthavne.

”Vi har øget vores andel af den internationale trafik, så flere passager vælger at rejse via Københavns Lufthavn på vej ud i verden, hvad enten de kommer fra Danmark, Norden eller Baltikum. Stigningen skyldes bl.a. de mange nye rutemuligheder samt den korte transfertid. Dermed styrker vi tilgængeligheden til hele den nordeuropæiske region,” siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør.

Passagertallet for Københavns Lufthavn steg samlet med 1,0%. Transfertrafikken steg med 6,6%, mens indenrigstrafikken lå 22,2% under september sidste år pga. Cimber Sterlings konkurs.

 

År til dato er 17.849.268 passagerer rejst igennem Københavns Lufthavn, hvilket svarer til en stigning på 3,1%. Dermed ligger Københavns Lufthavn fortsat i toppen blandt europæiske hubs, når det gælder vækst og dermed skabelse af flere end 1.000 nye arbejdspladser.

Skrevet af Flemming Juul