Sommerlukning til Bangkok afgjorde Singapore-løsning

Når SAS og Singapore Airlines til foråret starter joint venture samarbejdet mellem Skandinavien og Singapore og Sydøstasien med en udvidelse til København i stedet for som planlagt til Stockholm, skyldes det bortfaldet af ruten til Bangkok.

Oprindeligt var det planen i det nye joint venture selskab mellem SAS og Singapore Airlines, hvor man deler indtægter og udgifter under fælles salg- og markedsføring, at det første initiativ skulle sættes ind på ruten mellem Stockholm og Singapore.  Senere skulle følge en udvidelse på København.

Nu gik det anderledes, fordi SAS på et senere tidspunkt besluttede at nedlægge ruten København til Bangkok om sommeren. ”Vi har rettet ind efter det behov, vi ser i første omgang i en testperiode om aksen med København og Singapore som hubs,” siger vicepræsident Simon Pauck-Hansen fra SAS Allianceafdeling.

”Vi tror det giver mening at lade Singapore-ruten tage en del af sommertrafikken og se behovet, inden Bangkok-ruten starter igen til næste vinter. Først derefter kan vi vurdere, hvornår der også er et marked for at udvide via Stockholm. Vi har i alle tilfælde store forventninger til samarbejdet,” fortsætter han.

På årsbasis er der fra hele Skandinavien 1,2 mio. fly passagerer til Sydøstasien, og heraf skal de ca. 800.000 til Thailand.

Som situationen er nu, får Singapore Airlines op til fem ugentlige afgange i slutningen af marts, når SAS samtidig stopper til Thailand.

Der skal arbejdes sammen om salg og marketing, men om Singapore Airlines vælger GSA eller anden mulighed i København vides endnu ikke.