HX Expeditions historiske kahyt ombord på MS Fridtjof Nansen. (PR-foto)

Sov som polareventyrer: Rederi tilbyder 130 år gammel kahyt

Når HX Expeditions næste år kan fejre 130 år på de syv have, bliver det med en særlig oplevelse til passagerer. De kan således købe sig til overnatning i en kahyt, der giver mindelser om polareventyrernes guldalder.

Hurtigruten Expeditions, som i dag sejler under rederinavnet HX Expeditions, går ind i et 2026, som for rederiets vedkommende er et 130-års jubilæumsår. Derfor vil man også markere den lange historie.

Derfor har man omdannet én af suiterne ombord på selskabets nyeste hybriddrevne skib MS Fridtjof Nansen, så den kommer til at ligne en skibskahyt i 1896, altså den tid, hvor rederiets forgænger sejlede sine første ekspeditionscruise i Svalbard.

På den måde vil HX lade gæster opleve destinationer som Antarktis, Svalbard, Grønland eller Nordvestpassagen i omgivelser, som skibets navnebror, Fridtjof Nansen, og andre opdagelsesrejsende i de polare egne såsom Otto Sverdrup, Roald Amundsen med flere, valgte.

”1896-kahytten giver vores gæster en mulighed for ikke bare at se historie, men opleve og sove i den,” siger Gebhard Rainer, som er administrerende direktør i rederiet.

Detaljer skaber stemning
Kahytten indeholder detaljer i træ og er udstyret med lys, der skal give mindelser om flakkende olielamper, mens der også er håndbyggede møbler. Det skal give gæsterne en følelse af at træde ind i polareventyrernes guldalder i slutningen af 1800-tallet.

Sådan ser HX Expeditions “Heritage Cabin” ud. (PR-foto)

Kahytten bliver tilgængelig ombord på MS Fridtjof Nansen i hele jubilæumsåret 2026. Vil man booke den, må man dog betale 450 euro mere, end de almindelige kahytter koster ombord. Pengene går dog til gode formål. Overskuddet bliver nemlig brugt til HX Foundations arbejde, fortæller Gebhard Rainer.

”For at markere 130 år med polarhistorie ville vi gøre noget helt særligt. For det første genskaber vi en oplevelse, som knytter vores gæster til vores rødder. Samtidig bidrager de med støtte til fremtidige opdagelser og bevarelse af natur, kultur og historie gennem HX Foundation,” siger han.

HX Expeditions oplyser i øvrigt, at det er Aros Marine, som står bag kahyttens interiør. Selskabet har i forvejen stået bag resten af skibets interiør.

 

Relaterede artikler:

Hurtigruten Expeditions har haft første anløb i Grønland

Skib fra norske Hurtigruten skifter atter navn

Efter milliardtab: Hurtigruten får ny ejerkreds