Hurtigruten får kritik af de britiske konkurrencemyndigheder for at kalde pakke med fly og krydstogt ”bæredygtig.” Arkivpressefoto fra Hurtigruten: Ulf Hansson.

Hurtigruten får ny kritik af konkurrencemyndigheder

ASA, de britiske konkurrencemyndigheders vagthund, kritiserer Hurtigruten for i annonce at have betegnet krydstogtpakke med fly og sejlads som ”bæredygtig.” Det norske rederi afviser kritikken.

Kritikken fra britiske Advertising Standards Authority (ASA) retter sig mod ekspeditionskrydstogtskibene i HX Hurtigruten Expeditions. Udover HX-varemærket tæller Hurtigruten Group også selve Hurtigruten med sejladser langs den norske kyst.

I marts i år annoncerede Hurtigruten i aviser på det britiske marked med ”Gratis fly til Svalbard og mere.” I annonceteksten stod der blandt andet:”Udvalgte krydstogter fra Svalbard med gratis flyvninger… Siden 1896 har vi (Hurtigruten, red.) været førende med bæredygtige ekspeditioner (ekspeditionskrydstogter, red.)”

Dén formulering blev der klaget over til ASA, der var enig i, at formuleringen ”bæredygtige ekspeditioner” gav et vildledende indtryk af det annoncerede produkts påvirkning af miljøet og betvivlede, om udsagnet kunne understøttes med fakta, skriver Travel Weekly.

HX forsvarede sig overfor ASA med, at – som Hurtigruten opfattede sin formulering – så ville den gennemsnitlige forbruger godt kunne forstå, at ”bæredygtige ekspeditioner” ikke omfattede fly, men henviste til sejladserne. HX påpegede også, at der i annoncen blev vist foto af et skib fra Hurtigruten og at der i teksten stod, at skibene var ”specialbyggede.”

Fastholder kritik
Ligeledes, hævdede Hurtigruten, fremgik det af annonceteksten, at tilbuddet om gratis flybilletter omfattede en afgrænset periode, derfor skulle teksten forstås sådan, at det bæredygtige var gældende for sejladserne, ikke flyvningerne.

HX tilføjede også i sit svar til ASA, at bæredygtigheds-påstanden i annoncen ikke skulle forstås sådan, at krydstogter ikke havde påvirkninger på miljøet, men at Hurtigrutens ekspeditionskrydstogter havde relativ lav påvirkning sammenlignet med ordinære krydstogter.

Men argumenterne fra HX til trods, så fastholdt ASA sin kritik af formuleringerne i annoncen. Men vi anerkender, at HX har gjort meget for at reducere sin miljøpåvirkning, skriver ASA i sin kendelse.

Mere ASA-kritik af Hurtigruten
Også sidste år kritiserede Advertising Standards Authority netop Hurtigruten for vildledning af kunder.

For Hurtigruten gik kritikken på, at en hjemmeside for Hurtigrutens ekspeditionskrydstogter bragte vildledende oplysninger om besparelser i forbindelse med et tilbud.

Hurtigruten forklarede sidste år til ASA, at der var tale om en IT-fejl, hvor én pris fejlagtigt var taget fra en af rederiets hjemmesider og sat ind som tilbud på en anden af dets hjemmesider.

Det er meget muligt, skrev ASA, men Hurtigruten må ved fremtidige annoncetilbud sikre, at kommende annoncer ”ikke vildledte med en højere overstreget pris i forhold til den rabatterede pris når den overstregede ikke var en reel pris.”

 

Relaterede artikler:

Hurtigrutens koncernchef stopper

Rejsebureauer risikerer ”sindssygt store bøder” for overtrædelse af markedsføringsloven

Hurtigruten og Royal Caribbean får kritik for vildledende annoncer