Det kan betyde færre udenlandske turister, hvis den spanske regering fastholder meget kritiseret ny regelændring om mange flere personlige data om udenlandske gæster, lyder advarslen.
Pedro Fiol, formand for rejsebureauforeningen Aviba på De baleariske Øer med blandt andet Mallorca, advarer om, at de nye spanske dataregler med krav om mange flere oplysninger fra turister, kan ende med, at nogle udenlandske turoperatører fravælger Spanien.
Han frygter ikke, skriver mediet Majorca Daily Bulletin, at store rejsearrangører vil droppe Spanien, men at udfordringen vil påvirke specialiserede nichearrangører, for eksempel på MICE (Meetings, Incentives, Conferences og Events) eller sportsområdet:
”Det vil ikke være muligt for disse specialrejsearrangører at have så megen ønsket data klar på forhånd. Bookes for eksempel et hotel til et event, så kan det først være meget tæt på ankomstdatoen, at arrangøren reelt ved, hvad der kommer og vil deltage. De nye regler kræver op til 40 stykker datainformation senest 24 timer før gæsten ankommer,” siger siger Pedro Fiol og tilføjer:
“Og mister vi den slags kunder, vil det være skidt for Balearernes økonomi; disse kunder har typisk et højere døgnforbrug end den gennemsnitlige turist og MICE-events holdes ofte uden for højsæsonen, hvor der er mindre pres på hoteller og så videre.”
Også Mallorcas hotelsammenslutning har kraftigt kritiseret de nye spanske data-regler.
Nye dataregler skal give mere sikkerhed
Det spanske indenrigsministerium, der står bag de nye dataregler, siger at de er nødvendige som erstatning for de tidligere regler for indsamling af data fra ankommende turister. Disse regler går tilbage til 1959.
Ifølge de nye spanske dataregler skal spanske hoteller, rejsebureauer og biludlejere indsamle mellem 40 og 60 former for datainformation for alle ankommende gæster over 14 år og overdrage disse informationer til de spanske myndigheder. Det drejer sig blandt andet om at informationer fra den rejsendes pas, e-mail, hjemadresse, telefonnumre, kreditkort og så videre.
I Danmark har blandt andet Danmarks Rejsebureau Forening og Rejsearrangører i Danmark arbejdet med de nye spanske datakrav.
”Absurd, en farce, useriøst og uprofessionelt,” var blandt de udtryk Jakob Hahn, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, brugte i Standby.dk-artikel om de nye spanske regler om indsamling af data fra også udenlandske turister.
Relaterede artikler:
Kritik: Spanien vil have mange flere data om turister