Spies får charterrejser til Tel Aviv

israel tel aviv strand ferieTURISME: Thomas Cook-gruppen får charterrejser til Tel Aviv fra Danmark, Sverige og Finland. Samtidig sætter Israel ny nordisk turistrekord.

Danske Spies, svenske Ving og finske Tjäreborg – alle fra Thomas Cook-gruppen – åbner på Tel Aviv. Rejsearrangørerne tilbyder rejser med rutefly og hotel på destinationen.

I løbet af første kvartal i år kom i alt 1,1 mio. turister til Israel. Det er det største antal nogensinde og en stigning på 5 pct.  i forhold til samme periode i 2013.

Også fra Norden var der stigning i antallet af turister til Israel. I årets første kvartal var der 36.500 ankomster fra Norden, en stigning på 18 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Fra Danmark steg antal ankomster i årets første kvartal 33 pct., fra Sverige 20 pct., der var et fald fra Norge på 20 pct., men der var 34 pct. flere ankomster fra Finland.

”Tel Aviv er kendt for sit liberale kulturliv, dynamiske forlystelsesliv og et natteliv, der kan sammenlignes med verdens store hovedstæder. Vi er begejstrede for, at Spies, Ving og Tjäreborg lancerer Tel Aviv fra Norden. Tel Aviv byder på en kombination af strandliv hele året rundt og kultur, kulinariske oplevelser og festligheder i et næsten ubegrænset omfang,” siger Uri Taub, turistattaché på den israelske stats turistbureau for de nordiske og baltiske lande.

Fra Kastrup og Arlanda flyver SAS og Norwegian direkte til Tel Aviv.

Læs mere på visit-tel-aviv.com eller: goisrael.dk