Spies er Danmarks største rejsebureau. Arkivfoto fra Lesbos: Henrik Baumgarten.

Spies: Ferietendenser for det kommende rejseår

Danskerne søger længere rejsesæsoner, mere målrettede ferieoplevelser, større fleksibilitet og nye sociale rejseformer, lyder vurderingen for 2026 fra Danmarks rejsebureau, Spies.

Spies ser ”markante tegn på fornyet rejselyst” for 2026. Det skriver rejsebureauet i en pressemeddelelse. I år oplevede Spies både længere sæsoner, større interesse for specialiserede hotelkoncepter og en vækst i gæster, der rejser på nye måder, oplyses det.

Sammenlagt viser udviklingen fem stærke rejsetendenser, der kommer til at dominere danskernes ferievaner i 2026, lyder det fra Spies, der har hentet input til sine forudsigelser fra blandt andet, nævnt alfabetisk:  Booking.com, Euromonitor International, Expedia, Forbes Travel, Google Destination Insights og Skyscanner.

Ydersæsoner på destinationer i Middelhavet vinder frem, konstaterer Spies. Rejsebureauet havde i år den længste middelhavssæson nogensinde, hvor især rejser til Cypern i november var efterspurgt.

”Vi ser en tydelig bevægelse mod ”det nye sommerhalvår.” Gæsterne vil stadig have sol og varme, men de vil også have ro, plads og kvalitet. Derfor har vi forlænget sæsonen på flere af vores destinationer i 2025, og det fortsætter i 2026 – blandt andet på Cypern, hvor vi flyver til midten af november og også starter tidligere på året,” siger Sofie Folden Lund, presse- og kommunikationschef i Spies.

On-demand-oplevelser
2026 bliver året, hvor ferien i højere grad bliver en on-demand-oplevelse – ikke en ”one-size-fits-all” pakkeløsning, lyder det fra rejsebureauet.

Det betyder større efterspørgsel på specialiserede hotelkoncepter: børnefrie voksenhoteller, hoteller med stærkt familieindhold, træningshoteller, wellnesshoteller og resorts med tydelig profil og målrettede aktiviteter.

Hos Spies’ vælger gæsterne i stigende grad koncepthoteller. Alene i 2025 havde Spies 20 procent flere bookinger på børnefrie voksenhoteller end året før.

Solo-rejser er blevet en af de hurtigst voksende rejseformer i Danmark. Trenden udspringer af en mere individualiseret hverdag, hvor rejsende ønsker friheden ved at rejse solo, men samtidig muligheden for at møde andre med samme interesser – uden krav om at deltage i noget, man ikke har lyst til, lyder det.

I 2024 var solo-rejser et mindre nicheområde hos Spies, men i år tog interessen fart med en tredobling i antallet af grupper, og i 2026 forventes endnu et rekordår.

AI som rejsemakker
Sommerens store Spies og YouGov-undersøgelse viste blandt andet, at 51 procent af danskerne har arbejdet på en ferie, og næsten hver femte gør det ofte.

Og hvor AI (kunstig intelligens) i år især vandt indpas i danskernes online shopping-vaner, peger udviklingen nu på, at rejsende i stigende grad bruger AI som hjælperedskab, når de planlægger ferie, hedder det fra Spies.

Særligt yngre generationer benytter AI som en personlig rejserådgiver, mens andre bruger det som et ekstra lag inspiration.

Men selvom mulighederne vokser, oplever Spies, at rejsende stadig vægter menneskelige anbefalinger højt. Derfor prioriterer Spies fortsat at formidle medarbejdernes egne rejseoplevelser og anbefalinger – den personlige ekspertise, som AI ikke kan erstatte.

Spies anvender AI til at forbedre kundeoplevelsen i for eksempel chatbot og e-mail, men altid i balance med den personlige kontakt.

For, skriver Spies, ”når feriebeslutningen skal træffes, ønsker mange stadig at skrive eller tale med en rejserådgiver, der selv har stået på stranden, gået ruten eller spist den lokale mad.”

 

Relaterede artikler:

Apollo Rejser om 2026: Nyt rejseår med nye rejsetendenser

Spies-koncernen: Danskere mindst sociale på ferien

Spies-koncernen: Vi beholder vores sidste hotel