Mette Frederiksen stikker måske hovedet ind i løvens hule, når hun på torsdag bruger noget af sin 43-års fødselsdag på at holde åbningstalen til HORESTA’s store sammenkomst i Bella Center.
Brancheforeningen HORESTA kan i år på grund af coronakrisen ikke holde sin gode, traditionelle Årsdag. Men sammenkomst skal der være. Det bliver i stedet under overskriften The Next Normal, der afvikles i Bella Center på torsdag, den 19. november, med naturligvis alle påkrævede foranstaltninger. Der er således ikke mulighed for mingle, og i pauserne kan man kun forlade sin plads for toiletbesøg, ryge eller telefonopkald, hedder det.
Arrangementet, der har plads til 450 tilhørere, samler direktører og beslutningstagere fra hotel-, restaurant- og turismeerhvervet. Den store sammenkomst indledes af HORESTA’s bestyrelsesformand, hotelejer Jens Zimmer Christensen.
Og Mette Frederiksen, der på torsdag fylder 43, har sagt ja til at holde en åbningstale på en halv times tid. Dermed kommer statsministeren til at stå ansigt til ansigt med nogle af de erhverv, der er hårdest ramt af coronakrisen og regeringens mange restriktioner. Disse restriktioner har givet mange til tider hårde ord og kritiske kommentarer mod statsministeren og regeringen.
En helt ny virkelighed
Men at statsministeren alligevel har sagt til at holde talen foran en måske ikke 110 procent positivt indstillet tilhørerskare, vidner om HORESTA’s status på Christiansborg samt at regeringen ser HORESTA’s del af dansk erhvervsliv som et vigtigt område.
”Statsministeren skal på torsdag mødes med 450 topledere fra et af de hårdest ramte erhverv under krisen… nu skal virksomhederne i hotel-, restaurant- og turismeerhvervet indstille sig på en helt ny virkelighed. Skaderne skal udbedres, og forretningsmodellen tilpasses en lang periode med risiko for lav efterspørgsel og stor usikkerhed for langt de fleste virksomheder,” hedder det blandt andet i oplægget fra HORESTA.
Talere fra Løvens Hule og hotelkæder
På scenen torsdag eftermiddag kan deltagerne også møde associeret partner Tamira Snell fra Institut for Fremtidsforskning, der taler om ”Er du klar til fremtidens forbruger?” Herefter kommer direktør Rasmus Munk for den tostjernede, københavnske Michelin-restaurant, Alchemist, og taler om ”Fra vild innovation til hård nedlukning.” En anden taler er iværksætter og investor Mia Wagner, kendt fra DR’s programmer Løvens Hule. Hendes overskrift er: ”Sådan bruger du krisen som kickstarter.”
Eftermiddagen afsluttes med en paneldebat om emnet ”Hvornår kører væksttoget igen?” I panelet sidder topchefer i hotel- og restauranterhvervet, blandt andet koncerncheferne Peter Schelde fra Comwell Hotels og Peter Haaber fra Zleep Hotels samt ejer af spisestederne Grød, Lasse Skjønning Andersen, plus ejeren af Aamanns Restauranter, Adam Aamann.
Få en gratis coronatest
HORESTA tager højde for alle gældende restriktioner og retningslinjer. Ved ankomst til Bella Center får alle udleveret stofmundbind og sprit. Der vil også være mulighed for en frivillig quicktest, hvor Bella Center og HORESTA i samarbejde med Copenhagen Medical fremviser den nyeste teknologi på markedet.
Deltagelse i The Next Normal kræver forhåndstilmelding. Eventet er gratis for HORESTA-medlemmer, mens ikke-medlemmer må til pungen.
Relaterede artikler:
Regeringen opfandt seksdagesreglen uden at spørge eksperter