Schilthornbahn i Schweiz. (PR-foto).

Stejleste svævebane leder mod Bond-destination

Fredag åbnede verdens stejleste svævebane i Schweiz. Når den er helt færdig, vil den føre til en roterende restaurant, som er kendt fra James Bond.

Kabinerne sidder fast på 11 meter lange arme for at kunne håndtere den meget stejle stigning. De hænger på Verdens stejleste svævebane, som netop er åbnet i Berner Alperne i Schweiz. Banen forbinder landsbyen Stechelberg, som ligger i en dal, og landsbyen Mürren oppe i bjergene, og den har en stigning på 159,4 procent.

På fire minutter tager svævebanen passagerer 775 meter op i landskabet, og selve banen er 1.194 meter lang. Banen er fuldautomatisk og er konstant overvåget af kameraer og sensorer, hvilket gør det muligt at drive banen uden personale ombord, skriver mediet Euronews.

Den første kabine kravlede op til toppen fredag under en officiel åbningsceremoni, mens selve passagerdriften startede den 14. december.

Blev gjort kendt af James Bond
Svævebanen er en del af projektet Schilthornbahn 20XX, som omfatter en ny rute bestående af tre sektioner. Den kommer til at have et forløb fra Stechelberg og Mürren via Birg op til bjergtoppen Schilthorn. Den tur tager i dag 32 minutter, mens den med svævebanen bliver reduceret til 18 minutter.

Banen øger dermed tilgængeligheden til bjergrestauranten ”Piz Gloria,” som ligger på Schilthorn. Restauranten er blevet kendt, fordi den var med i James Bond-filmen ”Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste.”

Den roterende restaurant tilbyder 360 graders udsigt over mere end 200 bjergtoppe, og når sigtbarheden er god, kan gæster se helt til Mont Blanc. Restauranten er designet af arkitekten Konrad Wolf fra Bern, og den er efter egen påstand verdens første roterende restaurant.

Selve navnet kommer fra Ian Flemings roman fra 1963 med samme navn som filmen, hvor skurken Ernst Stavro Blofeld holder til på en bjergtop med navnet. Filmselskabet bag filmen bidrog til, at restauranten blev bygget færdig til gengæld for lovning på, at man kunne få eksklusiv adgang under filmproduktionen.

Strækningen mellem Mürren og Birg åbnede på samme tid som delen af banen, som er verdens stejleste. Den sidste strækning forventes at åbne i marts 2025, men hele projektet er færdigt i foråret eller sommeren 2026.

 

Relaterede artikler:

Italien og Schweiz øger samarbejde om togruter

Mads Mikkelsen i reklamefilm for turisme i Schweiz

Zleep åbner endnu et schweizisk hotel