I starten af måneden slog Zleep dørene op for kædens første hotel i Schweiz. Nu er man klar med sit andet hotel i landet, men mere er på vej.
Den delvist danskejede hotelkæde Zleep Hotels bar netop slået dørene op for Zleep Hotel Zürich-Kloten tæt på den schweiziske bys lufthavn. Hotellet har 85 værelser, og tilbyder gæsterne omgivelser med dansk design og en morgenmadsbuffet, som primært består af økologiske råvarer.
”Vi startede med Zleep Hotels for 20 år siden i København, og i dag kan de findes i mange lande i Europa,” fortæller hotelkædens administrerende direktør Peter Haaber i en pressemeddelelse.
Hotellet befinder sig 100 meter fra Zürich-Kloten togstationen, 14 minutter med sporvogn fra Zürich centrum og 1,3 kilometer fra Zürich Lufthavn, oplyser Zleep. Kloten har allerede en håndfuld hoteller, men Zleep mener godt, at man kan konkurrere på markedet.
“Vi tilbyder det perfekte ratio mellem pris og kvalitet for små og mellemstore budgetter. Med andre ord, til gæster, der kan lide det enkelt og fokuserer på at være på farten, men stadig værdsætter et vist niveau af komfort og stil.” fortæller Hotel Manager Kourosch Kangarlou.
To ud af fire hoteller i Schweiz
Det nye Zleep-hotel i Schweiz er det andet hotel, Zleep åbner i landet denne sommer. I starten af måneden åbnede man et 120 værelser stort hotel i Lausanne-Chavannes sådan cirka midtvejs mellem Schweiz’ største by Zürich og landets næststørste by Genève.
Næste år kommer et tredje Zleep Hotel i Schweiz, denne gang i Bern-West, altså ved den schweiziske forbundshovedstad, Bern. Der er et fjerde Zleep-hotel i Schweiz på vej. Det forventes at åbne i slutningen af 2027 i Luzern, der ligger cirka 50 kilometer syd for Zürich.
Foreløbig også Zleep-hoteller i Danmark, Spanien og Tjekkiet
Zleep Hotels er en del af kinesisk-ejede H World International (det tidligere Deutsche Hospitality) med brands som CitiGO Hotel, Steigenberger Hotels & Resorts, Maxx, Jaz in the City, IntercityHotel, Zleep Hotels, Steigenberger Icon og Song Hotels.
Der er kun et enkelt af Deutsche Hospitality’s øvrige varemærker i Danmark, nemlig firestjernede Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg.
I dag består Zleep-kæden af foreløbig 15 hoteller i Danmark, et i Spanien, et i Tjekkiet – og 10 nye hotelprojekter er offentliggjort. Målet er 40 hoteller i 2027 i samarbejde med H World International.
Zleep Hotels var indtil starten af 2019 ejet af sin danske opfinder, Peter Haaber. Han solgte det år 51 procent af Zleep til Deutsche Hospitality (nu H World International), der samme år blev overtaget af kinesiske Huazhu Group. Peter Haaber ejer stadig de resterende 49 procent af Zleep Hotels og er fortsat hotelkædens administrerende direktør.
I øvrigt lukkede Zleep Hotels ved årsskiftet sit hotel i Upplands Väsby mellem Stockholm og den svenske hovedlufthavn, Arlanda. Det åbnede i 2019 som hotelkædens første hotel uden for Danmark.
Relaterede artikler:
Zleep åbner første af fire hoteller i Schweiz