Sterlings krak åbner for intens konkurrence

Kunderne bliver de store vindere i en kommende priskrig på flyvninger ud af København. Men inden flykunderne glæder sig for tidligt, advarer en ekspert om, at en priskrig lynhurtigt vil få de første ofre, når de lave billetpriser langtfra kan dække selskabernes omkostninger, skriver Berlingske Tidende i dag.

  

Med Sterlings krak forsvandt 137 ugentlige afgange fra København. Men nu står både Norwegian, hollandsk-franske Transavia, danske Cimber og SAS klar med nye ruter og udvidelser i et omfang, som langt overgår Sterlings ruter.

 

Berlingske har gennemgået de nye selskabers ruteplaner, og det viser, at kunderne har udsigt til op mod 200 nye ugentlige flyvninger ud af København. Dermed får kunderne endnu flere afgange at vælge imellem, end da Sterling eksisterede.

 

Den hårdere konkurrence vil næsten uvægerligt resultere i flere Sterling-lignende krak, og det kan koste flykunderne dyrt.

 

»Det kan godt være, vi ser to til tre måneder med lavere priser, men på et eller andet tidspunkt vil selskaberne se, at de ikke kan holde, og så må nogen lukke ned på ruterne igen. Sterling har igennem længere tid subsidieret skandinavernes rejselyst og fløjet sig direkte ind i en konkurs. Det kan ikke fortsætte med de priser. Der er i forvejen overkapacitet, og ingen flyselskaber har råd til at flyve med underskud for tiden,« siger analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

 

De mange nye selskaber betyder lavpris for kunderne og indædt konkurrence for flyselskaberne. Det vil hurtigt resultere i de første ofre, når høje brændstofpriser, halvtomme fly og voldsomme omkostninger tømmer kasserne i flyselskaberne.

 

»Jeg er ikke sikker på, at alle vil kunne klare en hård priskrig. Vi vil drive en lønsom virksomhed, men er klar til at kæmpe for at bevare vor position i markedet,« siger Susanne Larsen, der er direktør i den danske del af SAS. 

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen