Fra Arp-Hansens workshop onsdag på Tivoli Hotel & Congress Center, fra venstre Anne Mette Berg, general manager for Danish Business Travel Association, sælger Mathias Haargaard fra Booking.com samt Arp-Hansens koncerndirektør for salg- og marketing, Birthe Becker. Foto: Henrik Baumgarten.

Største hotelkæde sætter ny gæsterekord

Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, havde sidste år 1,8 millioner overnattende gæster – en stigning på 800.000 fra 2017. Fremgangen skyldes øget efterspørgsel samt nye hoteller.

Arp-Hansen Hotel Group satte sidste år ny rekord i antal hotelgæster, i alt 1,8 millioner individuelle gæster, som i snit boede 1,6 nætter på kædens 13 hoteller med samlet 4.350 værelser, cirka 22 procent af den samlede hotelkapacitet i København.

Klik for stort format. Hoteldirektør Jakob Ellermann står i spidsen for Tivoli Hotel & Congress Center, Arp-Hansen kædens forretningsmæssigt største enhed. Her med mor og datter; Marie Berg Wildenrath, til venstre, der arbejder for sin mor, Jane Bergs firma, The MICE Agency by Jane Berg. Foto: Henrik Baumgarten.

Det oplyste koncerndirektør for salg- og marketing, Birthe Becker, onsdag til STANDBY.dk i forbindelse med Arp-Hansens store årlige workshop for rejsebranchen.

Den blev atter holdt på Tivoli Hotel & Congress Center, kædens forretningsmæssigt største enhed med 679 værelser og blandt andet det største af Arp-Hansens i alt 100 mødelokaler, den store sal på Tivoli Hotel & Congress Center har plads til 2.400 personer.

Den store fremgang i overnattende hotelgæster sidste år hos Arp-Hansen blev båret af en generel stigende efterspørgsel i København og dermed en høj belægningsprocent – samt at 2018 var året hvor to af Arp-Hansens nyeste enheder var i brug hele året.

Det er de 315 værelser på kædens første hotel udenfor Storkøbenhavn, Wakeup-hotellet i Aarhus, samt ikke mindst Steel House Copenhagen tæt på Tivoli og Hovedbanegården. Steel House er med sine 1.150 senge på 253 værelser i forskellige størrelser, de største har seks sovepladser, et af Danmarks største kommercielle overnatningssteder.

Klik stort format. Salgs- og marketingsafdelingen hos Arp-Hansen har 42 medarbejdere – blandt andet de to salgschefer, Pernille Hellweg Bengtsson, ansvarlig for firma- og leisuresalg, og Christian Hjortskjær, ansvarlig for MICE-salg. Foto: Henrik Baumgarten.

Både Wakeup Aarhus og Steel House blev taget i brug i foråret/sommeren 2017 – og havde dermed deres første hele produktionsår i 2018.

”Der er fortsat godt gang i København med høj belægning og dermed træk i skorstenen,” sagde Birthe Becker, der var vært for de 350 indbudte til workshoppen på Tivoli Hotel & Congress Center.

De indbudte fra rejsebranchen omfattede incoming- og erhvervsrejsebureauer, firmakunder og andre samarbejdspartnere, blandt andet Københavns Lufthavn.

Op mod 45 procent af de overnattende gæster hos Arp-Hansen er danske – men tallet svinger fra hotel til hotel. Således sagde dirketør for Steel House, Jep Friis Egefjord, til STANDBY.dk, at den absolutte hovedpart af hans gæster er fra udlandet.

Klik for stort format. To af Arp-Hansens overnatningssteder i hver sin ende af skalaen er kædens luksus-hostel Steel House, hvor Jep Friis Egefjord, er direktør, mens Signe Larsen Vazquez i 11 år har stået i spidsen for Arp-Hansens nok fineste hotel, 71 Nyhavn, med 130 værelser og suiter. Foto: Henrik Baumgarten.

22 procent af Københavns hotelværelser
Ved udgangen af sidste år havde Arp-Hansen 13 hoteller, her af syv med fire stjerner, og samlet 4.350 værelser, cirka 22 procent af den samlede hotelkapacitet i København.

Kæden har ti hoteller plus sit luksushostel Steel House i det centrale København – i Gentofte nord for København har kæden 98 værelser på Gentofte Hotel (det allerførste Arp-Hansen hotel) plus 315 værelser på sit Wakeup-hotel i Aarhus, der åbnede i foråret 2017.

Arp-Hansen åbnede sidste efterår sit tredje Wakeup-hotel i København, på Bernstorffsgade over Marriott. Når det næste måned er helt klart, råder det over 585 værelser. Dermed har de tre 2-stjernede Wakeup-hoteller i København og deres aarhusianske fætter samlet 2.180 værelser – over 40 procent af Arp-Hansens totale kapacitet.

Relaterede artikler:

135 danske hoteller deler 300 millioner kroner

I spidsen for 2.180 hotelværelser

Atter milliardoverskud hos danske hoteller