HOTELLER: En af verdens største hotelkæder vil om få uger meddele, at den får et hotel i København. Men kæden har 15 varemærker, og det vides ikke, om det bliver et hotel i den finere ende af skalaen eller et økonomiklassehotel.
Amerikanske Wyndham Hotel Group har set sig varm på København, og måske også Aarhus, erfarer standby.dk. Wyndham har 15 varemærker i sin portefølje med samlet 8.000 hoteller og over 600.000 værelser i 66 lande, alene i Tyskland har kæden over 100 hoteller fordelt over flere varemærker.
I snit åbner Wyndham to nye hoteller hver dag verden over. Det kommende hotel i København åbnes i samarbejde med lokal partner. Antallet af værelser er endnu ikke kendt.
København – og måske Aarhus – er interessant for Wyndham pga. af sine mange leisure-turister, lyder meldingen – hvilket kunne indikere et økonomiklassehotel.
Wyndham har i denne ende bl.a. varemærker som Days Inn, Howard Johnson, Ramada og Super 8 – mens et af kædens fineste varemærker er Dolce foruden en række varemærker med selve Wyndham-navnet.
I realiteten er Wyndham allerede i Danmark. Oprindeligt danske Novasol er del af Wyndham Destination Network, verdens største formidler af ferieboliger.