Elbiler kan fint bruges til skiferien – men der skal tages forholdsregler. Foto via energiselskabet OK.

Stor forskel på lademuligheder for elbiler i udlandet

Der er stor forskel på lademulighederne for elbiler i de lande, hvor danskerne tager elbilen med på skiferie. Specielt er Frankrig og Italien en udfordring. Og politiet kan være klar med store bøder.

Særligt i de nordiske lande ser det ganske fornuftigt ud med lademulighederne for elbiler, skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.

Det gælder især i Norge, hvor ladestationerne ligger langs hovedvejene. Også mange norske hytter har installeret ladere i stil med dem, man kender fra garager og carporte i Danmark, og på de store udlejningsportaler, kan man også søge efter hytter og huse med opladningsmuligheder til elbiler.

Anderledes ser det ud i alperne. For selvom der er fine lademuligheder på vej til skidestinationen – især i Tyskland og Østrig – så bliver det lidt vanskeligere længere sydpå. I Frankrig og især Italien kræver det planlægning at finde den optimale ladning, inden turen går op i bjergene.

”Det er en god idé at lade elbilen op inden, man kører op i bjergene – lademulighederne er fortsat begrænsede i alperne,” siger Rasmus Boserup, kommunikationschef i energiselskabet OK.

Download apps
Energiselskabet anbefaler også at downloade apps fra forskellige ladeselskaber inden skiferien. Når man opretter sig som kunde og bruger de apps, bliver lynladningen ofte billigere, end hvis man betaler med kreditkort ved standeren. I nogle tilfælde er det også nødvendigt med en app for overhovedet at kunne lade, lyder meldingen fra OK.

Selskabet oplyser også, at priserne svinger meget for opladning i Europa, især ved lynladning. Her kan det være helt op til otte gange dyrere at betale med kreditkort end at bruge ladeoperatørens app. Man bør desuden tjekke, om ens bilmærke har billigere adgang til et europæisk netværk. Det gælder eksempelvis ved Tesla og Mercedes.

Energiselskabet OK anbefaler at bruge hjemmesiderne abetterrouteplanner.com og plugshare.com med tilhørende apps – de giver et godt overblik over lademulighederne på tværs af landegrænserne.

Politiet er klar med store bøder
Når man kører i en propfyldt, ferieklar elbil, skal man forvente et markant forøget energiforbrug, især på motorvej. Det samme gælder bjergområderne i koldt vejr. Hvor rækkevidden normalt er 350-500 kilometer ved danske forhold, kan den meget vel reduceres 30 procent ved motorvejs- og bjergkørsel, når kulden bider. Tagboksen koster cirka 10 procents rækkevidde, oplyses det.

”Sørg for at følge lokale påbud om brug af snekæder eller snesokker til dækkene. Dels på grund af trafiksikkerheden, men også fordi det lokale trafikpoliti ofte udsteder store bøder til bilister, der trodser reglerne. I nogle tilfælde bliver man ganske enkelt bedt om at køre ned ad bjerget og først vende tilbage, når der er kæder på dækkene,” siger Rasmus Boserup, der også anbefaler at medbringe et træktov, et par tæpper, en skovl og en lygte i bilen.

 

Relaterede artikler:

Mere brug for afbestillingsforsikring om vinteren

Biludlejningsgigant dropper 20.000 elbiler

I disse lande kommer flest danskere til skade på skiferien