Arkivfoto fra skiferie i Italien, hvor en ansvarsforsikring er obligatorisk: Josefine L. Baumgarten.

I disse lande får flest danskere skader på skiferien

Ifølge Danmarks Skiforbund er 500.000 danskere årligt på skiferie i Alperne, Sverige og Norge. Alarmcentralen SOS International hjalp sidste sæson 1.300 danskere, der kom til skade på ski.

Skisæsonen i Europa løber typisk fra november til udgangen af marts – det er en af de travle perioder for alarmcentralen SOS International. Alarmcentralen, der har hovedkvarter på Frederiksberg, assisterer rejseforsikrede kunder fra sine ejere, 11 af Nordens største forsikringsselskaber.

Ifølge SOS kommer alarmcentralens danske kunder oftest til skade på ski i disse lande, der også er blandt dem, hvor danskerne holder mest skiferie:  Østrig (51 procent), Italien (19 procent), Frankrig (12 procent), Norge (10 procent) og Sverige (5 procent) – resten er øvrige lande.

Sidste sæson hjalp SOS i alt 1.300 danskere, der kom galt afsted på skiferien i perioden november 2022 til marts i år. Af dem udgjorde aldersgruppen 50 til 59 år næsten en fjerdedel (23 procent), skriver SOS i en pressemeddelelse.

I den siger Sune Jauffred, læge ved SOS International: ”Alderen påvirker naturligt vores fysiske form, og derfor har man en højere risiko for en skade, når man har passeret de 50 år. Typisk er man langt mere fysisk aktiv på en skiferie end man er til daglig, og så risikerer man at overbelaste kroppen.”

Efter de 50 til 59-årige kom i skisæsonen 2022-23 aldersgrupperne 10-19 år og 20-29 år, der begge stod for 18 procent af alle skiskader. Skader blandt børn i aldersgruppen op til ni år udgjorde tre procent af skaderne, oplyses det.

Flest til skade på skiferie i Østrig, Italien, Frankrig, Norge og Sverige
Skadestatistikken hos SOS viser, at det særligt er knæ og underben, danskerne kommer til skade med på skiferien – næsten halvdelen af alle skader (45 procent) er i denne kategori.

”Knæene er særligt udfordret, når vi står på ski og snowboard, fordi de bliver udsat for vrid. Men vi sætter i det hele taget andre muskelgrupper, led og sener i arbejde, end vi bruger til daglig. Derfor vil man få stor gavn af at træne led og muskler inden skiferien, så de er stærkere og klar til turene på pisterne,” siger SOS-læge Sune Jauffred.

Næst efter knæskader kommer flest til skade med skuldre. De udgør 19 procent af alle skader, mens hver tiende skiskade (11 procent) var på albue eller hånd.

SOS anbefaler inden afgang til skiferien, at man træner – for eksempel løb eller cykling tre gange om ugen. Og udover konditionstræningen er det gavnligt at træne squats, skihop, wall sit, planke og torsorotation, hedder det. SOS anbefaler at man kontakter SOS’ alarmcentral så snart skaden er sket – hvis muligt inden eventuel behandling finder sted.

 

Relaterede artikler:

Hver anden dansker på skiferie uden for højsæsonen

Stor charterarrangør vil sælge oversøiske skirejser

Svindel: Skiturister fuppes med falske annoncer