Stor omstrukturering hos Qantas

Qantas skal sige farvel til 1.000 af dets ca. 32.500 medarbejdere. En ny femårsplan skal få flyselskabet til igen at blive lønsomt på udenrigsflyvninger.

Det betyder bl.a., at Qantas fra næste år stopper med at flyve fra Australien via såvel Bangkok som Hong Kong til London Heathrow; disse ruter overtages af Oneworld-partneren, British Airways. Til gengæld stopper BA med at flyve mellem Bangkok og Sydney.
Qantas vil stadig betjene sin europæiske hovedrute fra Australien via Singapore til London Heathrow.

 

Qantas’ koncernchef, Alan Joyce, benyttede lejligheden til at fortælle, at man også gør noget aktivt fremadrettet.
Der kommer bl.a. et delvist Qantas-ejet flyselskab i Asien, muligvis med hovedbase i Kuala Lumpur eller Singapore, samt et nyt lavprisselskab i Japan, Jetstar Japan, sidstnævnte i samarbejde med Japan Airlines, der også er i Oneworld. De nye flyselskaber skal bl.a. trække flere asiatiske rejsende til Australien.

 

Men nedskæringer hos Qantas bliver af formanden for den australske pilotforening, Barry Jackson, kaldt en “trist dag i Qantas’ stolte 90-årige levetid.”

 

Qantas begrunder bl.a. nedskæringer på London-ruterne med, at dets omkostninger er ca. 20 pct. højere end dets primære konkurrenter. Konkurrencen kommer bl.a. fra Virgin Australia samt mellemøstlige flyselskaber med ruter til Australien som Emirates, Etihad Airlines og Qatar Airways.

 

Qantas har i forvejen flyselskaber som lavprisselskabet Jetstar. Qantas vil også øge sit samarbejde med Malaysia Airlines, der er på vej mod Oneworld-alliancen.

 

Qantas forventer ved udgangen af i år at have 12 eksemplarer af megajumboen Airbus A380 i trafik – modtagelsen af de resterende bestilte eksemplarer af A380 er flyttet til senere for at spare kapital.

 

Qantas har netop bestilt 106 fabriksnye fly fra Airbus 320-familien til sine nuværende og kommende flyselskaber.

 

Skrevet af redaktionen