Regn kan generere ferien i såvel Danmark som i udlandet. Her er der kraftigt regnvejr i nordsjællandske Gilleleje. Foto: Henrik Baumgarten.

Stor rejsearrangør vil sælge regnvejrsforsikring

Vejret kan være ustadigt. Det får nu TUI til at tilbyde en regnvejrsforsikring. Den kan tilkøbes inden afrejse til feriens rejsemål – prisen afhænger af vejrprognosen for hotellets beliggenhed.

Regn og generelt dårligt vejr i Danmark er en af de største faktorer til at få forbrugerne til at bestille en rejse til for eksempel sol og varme i Sydeuropa. Men også på rejsemålet kan det regne og være dårligt vejr.

TUI, en af Danmarks største rejsearrangører, har lanceret en vejrgarantiforsikring mod dårligt vejr for sine svenske gæster. Planen er også at tilbyde initiativet i Danmark for gæster, der rejser med TUI til udlandet, oplyses det.

I en pressemeddelelse skriver TUI, at mange ferierejsende rejser for varmen og solen. Desværre oplever enkelte, at 30 grader og fuld sol erstattes af vådt vejr i timer eller sågar dage på deres ferie.

Men nu er TUI gået sammen med Sensible Weather om at lancere en vejrgaranti, der automatisk kompenserer selskabets gæster økonomisk, hvis det regner på deres ferie. Vejrgarantien er i første omgang lanceret i Sverige og forventes lanceret i Danmark senere. På Sensible Weathers hjemmeside kan TUI-gæster få beregnet prisen og risikoen for regn på deres rejsemål.

”Erstatningen betales samme dag”
I pressemeddelelsen siger Tommy Serban, kommerciel direktør hos TUI i Sverige:

”Vi kan ikke påvirke vejret på vores rejsemål, men med denne vejrgaranti kan vores gæster have en god ferie, selvom det regner. Erstatningen betales samme dag, hvilket giver vores gæster mulighed for at bruge tiden på aktiviteter, hvor regnen ikke er en hæmsko. Det kan for eksempel være museumsbesøg eller shopping.”

Vejrgarantien kan tilkøbes som en forsikring inden afrejse. Prisen afhænger af vejrprognosen for hotellets beliggenhed. En prognose for regn på 1,5 milimter per time eller mere, i mindst to timer, aktiverer garantien automatisk og giver en udbetaling samme dag, oplyser TUI og tilføjer:

Erstatningens størrelse er baseret på totalprisen for rejsen.

 

Relaterede artikler:

Græske ferieøer ramt af voldsomme regnskyl

Dansk biludlejningschef hjalp strandede turister

Dansk rejsebureaudirektør tæt på brandene på Rhodos