Peter Cramon, nordisk direktør for Travelport, der bl.a. omfatter reservationssystemerne Galileo og Worldspan.

Stor vækst hos Travelport

Teknologikoncernen Travelport, der har også har reservationssystemerne Galileo og Worldspan, forventer i år en vækst på 40 procent i Norden – blandt andet via en ny stor kontrakt.

Travelport har lavet ny kontrakt med G Travel, en norsk kæde med 27 erhvervsrejsebureauer i Norge, seks i Sverige og 17 i Storbritannien. G Travel er specialist i erhvervsrejser indenfor marine og offshore samt TMC (Travel Management Company), hvor bureauet blandt andet håndterer en stor del af den norske stats rejseindkøb.

”Travelport ser stor vækst i disse år; fra 2015 til 2016 steg vi 17 procent, sidste år gik vi op med 24 og i år forventer vi en stigning på 40 procent. Derfor ansætter vi flere til vores nordiske organisation – og helst nye folk, der sad i den stol som de kunder, de nu skal rådgive,” siger Peter Cramon, nordisk direktør for Travelport til STANDBY.dk – Travelport har i dag 35 medarbejdere i København, Stockholm og Oslo.

Som led i den nye aftale får medarbejderne hos G Travel via en skræddersyet platform fra Travelport adgang til blandt andet priser fra mere end 400 flyselskaber verden over, hertil kommer hoteller og biludlejning.

Et godt match
Om den nye kontrakt med G Travel, siger Peter Cramon: ”G Travels enorme vækstambitioner og behov for at differentiere sig fra deres konkurrenter kaldte næsten på os for at vise, hvad Travelport kan. Det blev indledningen på samarbejdet, hvor vi gensidigt satte os ind i, hvad vi kunne tilbyde og hvad de havde brug for. Jo mere vi lærte hinanden at kende, jo bedre forstod vi, at Travelport og G Travel ville være et godt match.”

”Efter mange timers analyser kom vi med en skræddersyet løsning til G Travel. Den skal øge deres indtjening; styrke kundetilfredsheden med nye værktøjer til medarbejderne for at give en anderledes kundeoplevelse samt et nyt online booking værktøj skræddersyet til erhvervsrejsende i Norden – samt voksende tilfredshed hos deres medarbejdere med IT-systemer,” siger Peter Cramon.

Ikke en metervare
Travelport gjorde i forarbejdet blandt andet en dyd ud af at vise G Travel, at Travelports systemer ikke er standard metervarer, men kunne tilpasses behovet hos G Travels medarbejdere.

”Vi viste G Travel, at Travelport via vores egen nordiske udviklingsafdeling kan udvikle konkret software til den enkelte kunde,” siger Peter Cramon.

G Travel arbejder som erhvervsrejsebureau i et business to business marked, hvor det kan være svært at differentiere sig og derfor kommer indtjeningen ofte under pres, fordi det meget bliver et slagsmål om pris. Men nu er vi i gang med at implementere vores løsning til 500 medarbejdere i G Travel, der skal omskoles til nye systemer, siger Travelports nordiske direktør.

Travelport arbejder med alt fra distribution og teknologi til betalingsløsninger til for eksempel rejsebureauer, flyselskaber og hoteller. Travelport har verden over omkring 4.000 medarbejdere i 180 lande og territorier.

Relaterede artikler:

Rejsebureauer lander nye aftaler med Air France KLM

Flere flyselskaber viser flaget via Travelport

Rejsebooking flytter på mobilen