Queens Mothers Garden. (Foto: English Heritage | VisitBritain | PR)

Storbritannien lokker med hemmelige haver

En række mindre kendte haver og parker fremhæves som potentielle trækplastre, der kan være med til at lokke turister til også at besøge andre dele af England end blot hovedstaden.

Herhjemme er foråret for alvor slået igennem, og træerne er begyndt at sætte nye blade, mens naturens farvepalette så småt er ved at skifte fra efteråret og vinterens brune-nuancer til atter at fremstå grøn og frodig.

I Storbritannien mener man tilsyneladende, at udendørsoplevelser også kan være et trækplaster, der vil give turister fra andre lande appetit på at komme på besøg. Det er i hvert fald meldingen fra VisitBritain.

Turismeorganisationen har derfor udpeget en række haver og parker i forskellige dele af landet, som man mener er et besøg værd. De adskiller sig fra normen enten på grund af deres planteliv og omgivelser eller den historie, der knytter sig til stederne.

Inspireret af anden tradition
Ambitionen har været, at VisitBritain vil rette rampelyset i retning af en række af de parker og haver, der er mindre kendte end eksempelvis Royal Botanic Gardens i London og Blenheim Palace and Gardens, der er en stor herregård med tilhørende have ved byen Woodstock.

Det drejer sig blandt andet om Walmer Castle and Gardens, hvor der er anlagt flere haver omkring et slot. Besøgende kan gå langs den såkaldte Broadwalk Garden, som er en bred grusbelagt sti, der kan følges for at opleve et udsnit af slotshavens urter, blomster hække.

Samme sted befinder haven Queen Mothers Garden sig ligeledes. Den er anlagt af havedesigneren Penelope Hobhouse og har et rektangulært design og frodige beplantning, der bærer præg af Hobhouses interesse for islamiske haver. Navnet har den fået, fordi haven var en gave til Dronning Elizabeth II’s mor på hendes 95-års fødselsdag.

Har bygget meget stort drivhus
I den nordengelsk by York finder man Halmsley Walled Garden, der dannede kulisse for filmen The Secret Garden, som blandt andet har Colin Firth på rollelisten. Udover frugttræer og grøntsager er det et særligt kendetegn ved denne have, at man har etableret et område, hvor der vokser spiselige blomster.

RHS Garden Wisley i Surrey er hjemsted for en af de største plantesamlinger i verden, ligesom besøgende kan opleve blandt andet palmer, banantræer og sydafrikanske liljer i havens drivhus, der er på størrelse med 10 tennisbaner og omfatter flere forskellige klimazoner.

I London er det desuden muligt at opleve Phoenix Garden, der ligger centralt placeret i storbyen. Den passes af frivillige og er tilgroet af blomster og planter, som fungerer for hjemsted for blandt andet spurve og frøer, lyder det fra VisitBritain.


Relaterede artikler:

Danske rejsearrangører er miniputter i Storbritannien

Startup-rejsearrangør vil indtage Storbritannien

Ny millionkampagne skal trække turister til England