I år, 2022, forventer det britiske turistråd, VisitBritain, 514.000 danske ankomster til Storbritannien – for eksempel til Windsor Castle vest for London. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Storbritannien skrotter sidste corona-indrejsekrav

De sidste britiske restriktioner for indrejse som følge af coronakrisen forsvinder fredag. Dermed skal udenlandske turister for eksempel ikke udfylde indrejseformularen, “passenger locator form.”

Nyheden om at Storbritannien – England, Nordirland, Skotland og Wales – dropper sine sidste indrejserestriktioner for udenlandske turister, kommer fra den britiske transportminister, Grant Shapp.

Meldingen fra ham, skriver BBC, betyder også, at ikke- corona-vaccinerede rejsende ikke mere skal tage en coronatest inden de rejser til Storbritannien. De skal heller ikke mere udfylde indrejseformularen, passenger locator form.

I en tweet skriver transportminister Grant Shapp: ”Disse ændringer er mulige som følge af det høje antal corona-vaccinerede borgere i Storbritannien.”

Den britiske regering har også meddelt, at man nu kører efter devisen “Living with Covid,” og at eventuelle nye tiltag i forhold til et nyt alvorligt udbrud af for eksempel corona, kun vil blive taget under ”ekstreme omstændigheder.”

Indgående turisme var over 28 milliarder pund værd, godt 240 milliarder kroner, for den britiske økonomi i 2019, året før coronakrisen. Den gør turismen til landets tredjestørste serviceeksport, oplyser VisitBritain. I 2018 var der 735.000 danske ankomster til Storbritannien, hvor de brugte omkring 3,2 milliarder kroner, viser statistik fra VisitBritain.

I år, 2022, forventer statistikerne hos VisitBritain, 514.000 danske ankomster.

Et klart signal til omverden
Også Storbritannien har gradvist formindsket indrejsekravene til udenlandske turister efterhånden som indlæggelsestallene for corona-smittede faldt.

Og nyheden om, at Storbritannien nu helt skrotter indrejsekrav i forbindelse med coronakrisen, mødes med tilfredshed af den britiske rejsebranche, som dermed kan gøre sig mere konkurrencedygtig i forhold til lande, Storbritannien konkurrerer med om at tiltrække turister.

Tim Alderslade, direktør for den britiske brancheforening af flyselskaber, siger ifølge BBC: “Dagens melding om at fjerne de sidste indrejserestriktioner sender en klar besked til resten af verden: den britiske rejsebranche er tilbage. Når udenlandske rejsende kan vende tilbage til Storbritannien uden at skulle belemres med unødige formularer og testkrav, kan den britiske rejsebranche se frem til at vende tilbage mod hvad der var normalen før coronakrisen.”

Relaterede artikler:

Ny millionkampagne skal trække turister til England

Stor forskel på nationale turistråds synlighed

Grønlandsk destination blandt årets hotte rejsemål