Fra venstre: Aviareps’ koncernchef Edgar Lacker samt repræsentationsbureauets stifter og bestyrelsesformand Michael Gaebler. (Foto: Aviareps | PR)

Stort repræsentationsbureau runder skarpt hjørne

Det er 30 år siden, at Aviareps blev grundlagt i Tyskland, og siden har selskabet etableret sig på seks kontinenter. Herhjemme samt i resten af Norden repræsenterer man også en række aktører.

I den netop forgangne måned var det 30 år siden, at repræsentationsbureauet Aviareps, der også i Norden og Skandinavien er general sales agent (GSA) for en del selskaber fra forskellige hjørner af rejsebranchen, blev etableret.

Det var den nuværende bestyrelsesformand Michael Gaebler, der stiftede selskabet i den tyske by München i april 1994, da han så en forretningsmulighed i at hjælpe såvel flyselskaber som destinationer med at skabe vækst i deres forretning.

To år efter grundlæggelsen begyndte Aviareps at udvide til andre europæiske lande, Nordamerika fulgte efter i 2001 og i 2010 var selskabet repræsenteret på seks kontinenter med kontorer i henholdsvis Afrika, Asien, Europa, Nord- og Sydamerika samt Australien.

Har udvidet i årenes løb
I dag – 30 år efter at fundamentet blev støbt – har Aviareps 900 ansatte på tværs af 69 kontorer i 65 lande. Derudover er selskabet knopskudt med en række andre virksomheder såsom IT-leverandøren Avianet, gruppebookingstjenesten Aviagroups samt distributionsplatformen Aviahub.

Stifter og bestyrelsesformand Michael Gaebler glæder sig over den rejse, som han mener, at man har været på i 30 år. I tillæg hertil sætter han ord på den udvikling, som forretningen har gennemgået i de seneste tre årtier.

“I begyndelsen kom Aviareps til live som en løsning for flyselskaber, destinationer og hotelbrands for at støtte dem i at udvide deres virksomhedsfodaftryk og nå ud til globale markeder. I dag er Aviareps en betroet samarbejdspartner og handler på vegne af et stigende antal brands.”

”Vi har udvidet fra luftfart, destinationer og hospitalitybrands til en bred vifte af forretningsområder. Herunder mobilitet, livsstil, detailhandel, turistattraktioner, handelsfremme samt mad og drikke.”

Repræsenterer en del kunder i Danmark
Fødselsdagsfejringen blev skudt i gang på den store rejsemesse ITB Berlin, hvor mærkedagen blev fejret med samarbejdspartnere fra andre dele af verden. Koncernchef Edgar Lacker glæder sig over den position, som selskabet indtager.

”I dag er vi hos Aviareps stolte af at være den globale leder inden for flyselskabs-, turisme- og hospitalityrepræsentation, som aktivt påvirker, udvikler og former turisme, luftfart og hospitalitytendenser samt efterspørgsel og forbrug,” lyder det.

I Danmark repræsenterer Aviareps blandt andet krydstogtrederierne Hapag-Lloyds Cruises og Mein Schiff samt flyselskaberne Air India, Ethiopian Airlines, Etihad Airways, Condor, SunExpress og Air Serbia.


Relaterede artikler:

Endnu et krydstogtrederi vil vise flaget i Danmark

Flyselskab får nordisk agent og dansk salgschef

Aviareps skal repræsentere TUI Cruises i Norden