Strejke i Norwegian udsat

norwegian stewardesseFLYSELSKABER: Mulig strejke blandt Norwegians kabinepersonale i Skandinavien på onsdag udskudt, men ikke afblæst, siger de kabineansattes norske fagforening, Parat. Teknikalitet om de danske ansatte er årsag. 3F i Københavns Lufthavn klar til sympatikonflikt.

Der bliver næppe strejke blandt Norwegians kabineansatte i Skandinavien på onsdag. Fagforeningen Parat undlod fredag at sende sidste strejkevarsel, da Norwegian har ønsket særskilte forhandlinger for de ansatte i Danmark. Norwegian og Parat mødes i dag i den norske forligsinstitution, hvor der er afsat to døgn til forhandlinger. Men en strejke kan komme senere, siger Parats forbundsformand, Hans Erik Skjæggerud, til det norske nyhedsbureau NTB.

Norwegian er efter SAS næststørste flyselskab i Danmark, Norge og Sverige. Selskabet har 1.230 kabineansatte i Danmark, Norge og Sverige, heraf 229 i Danmark.

”Vi anser vores medlemmer i Norge og Danmark som én enhed. Dermed skal en konflikt i begge lande begynde samtidigt. Derfor må vi vente med eventuel strejke til fristerne for at nå løsning i Danmark udløber,” siger Hans Erik Skjæggerud ifølge Ritzau. Han tilføjer, at en afklaring fra Danmark kan nå at komme inden midnat tirsdag.

Parat er bl.a. utilfreds med, at Norwegian har overflyttet kabinepersonale til to nye datterselskaber, Cabin Services Norway og Cabin Services Denmark. Dermed har de ansatte ikke længere fælles overenskomst. Parat frygter, at Norwegian vil sælge de to selskaber og så blot leje kabinepersonale fra bemandingsselskaber.

Også Flyvebranchens Personale Union (FPU) i Danmark er bekymret: ”Vi frygter, at den form for social dumping kan blive normen. Det vil betyde dårligere ansættelsesvilkår og kan få konsekvenser for sikkerheden, hvis personalet ikke har tilstrækkeligt kendskab til det enkelte selskabs procedurer,” har næstformand i FPU, Anders Mark Jensen, tidligere sagt til Ritzau.

Til standby.dk sagde formand for fagforeningen 3F’s Kastrup-afdeling, Henrik Bay-Clausen, i sidste uge, at 3F vil deltage i lovlig sympatikonflikt mod Norwegian i Københavns Lufthavn.

”Men først hvis norske fagforeninger anmoder om international sympatikonflikt. Med 3F i en sådan kan Norwegian ikke få tanket fly eller få dem lastet eller læsset,” sagde Henrik Bay-Clausen.