Det jyske flyselskab holder fast i sin kerneforretning med udenrigsruter fra Jylland, flere nye åbner i år. 2012 blev ”det bedste år nogensinde” i selskabets 38-årige historie.
Sun-Air vender ikke tilbage til Københavns Lufthavn i denne omgang. Selskabet, der flyver som British Airways-partner, havde overvejet mindst to danske indenrigsruter, dels fra Esbjerg til København, som ikke har været betjent i mange år, dels Aarhus-København.
Havde Sun-Air åbnet base i København, var det også i selskabets overvejelser at gå ind på den utrafikerede rute mellem København og London City Airport, som SAS og British Airways tidligere har fløjet.
Men efter et bestyrelsesmøde fredag i sidste uge og følgende drøftelser i søndags har selskabet besluttet ikke at åbne ruter til Københavns Lufthavn.
”Det er ikke vores metier med dansk indenrigs. Det har vi prøvet, da vi i årene før Storebæltsbroen åbnede fløj fra København til Aarhus med op til 12 flyvninger om dagen, ligesom vi fløj fra København til Thisted og Sindal. Men da broen åbnede, så vi ingen synderlige muligheder for dansk indenrigs – vi vil heller ikke ud i en hård priskrig med SAS, Norwegian og DAT,” siger Sun-Airs ejer og adm. direktør, flykaptajn Niels Sundberg, til standby.dk
”SAS flyver jo selv fra København til Aarhus og Aalborg og bruger bl.a. det nye Cimber A/S som sædeleverandør. Skulle vi flyve dansk indenrigs, ville det kræve en samarbejdsaftale med f.eks. SAS, så vores indenrigspassagerer kunne komme videre ud i verden fra København,” siger Niels Sundberg og tilføjer, at det ville give forholdsvis høje produktionsomkostninger at flyve dansk indenrigs.
Sun-Air får snart tre nye Dornier 328-jets og har dermed 12, alle med plads til 32 passagerer. Selskabet har også nogle propelfly, der bl.a. bruges til charter- og ambulanceflyvninger.
”Sun-Airs niche ligger i udenrigsruterne fra Jylland, hvor vi sammen med det jyske erhvervsliv drøfter, hvad der er behov for og tilstrækkelig efterspørgsel på. Vi kommer nok med tre nye ruter i år, der kommer formentlig en fra Aalborg,” siger Niels Sundberg.
To kommende destinationer fra Billund, Aalborg eller Aarhus kan være Prag og Birmingham, begge destinationer, Sun-Air tidligere har fløjet til.
Senere på ugen offentliggør Sun-Air sit regnskab for seneste regnskabsår. Niels Sundberg siger allerede nu, at regnskabet blev ”det bedste nogensinde i Sun-Airs 38-årige historie” med overskud på alle fire forretningsområder: ruteflyvning, handel med fly, charter (hvor omsætningen sidste år blev fordoblet) samt flyreservedele og flyværksted.
Sun-Air fik i august sidste år en stor charterkontrakt med Airbus om to daglige returflyvninger mellem sydtyske Augsburg og Marseille. Den tre-årige kontrakt kan forlænges i fem år – ruten flyves som en lukket rute for Airbus-ansatte, en såkaldt corporate charter. Kontrakten med Airbus beskæftiger to af Sun-Airs Dornier-jets.
Sun-Air, der har 180 medarbejdere, åbnede sidste år fem nye ruter, primært i kølvandet på Cimber Sterlings konkurs. Fremgangen af passagerer var markant – fra 130.000 i regnskabsåret 2011 til 190.000 i sidste regnskabsår.
Fra hjemmebasen i Billund flyver Sun-Air til Bergen, Bruxelles, Düsseldorf, London City, Manchester, München, Oslo og Stockholm Bromma. Hertil kommer ruterne fra Aarhus til Gøteborg (og derfra videre til Manchester) samt til Oslo og Stockholm Bromma. Fra Aalborg flyver selskabet foreløbig til Oslo.
Ca. 60 pct. af selskabets passagerer flyver via ruterne fra Billund Lufthavn, over 30 pct. på Aarhus-ruterne, mens de resterende er på ruten mellem Aalborg og Oslo.