Sun-Air får ny rute

Den nye rute er endnu en strækning, Sun-Air samler op i kølvandet på konkurserne i Cimber Sterling og svenske Skyways/City Airlines, der havde samme ukrainske ejer frem til konkurserne sidste måned.

 

Skyways/City Airlines fløj bl.a. Gøteborg – Manchester – og stor efterspørgsel fra navnlig erhvervslivet i Gøteborg-området efter en ny operatør på ruten med 30.000 årlige passagerer får Sun-Air til at rykke ind.

 

”Flyet starter i Aarhus og flyver til Gøteborg, en rute vi i forvejen betjener, derfra fortsættes til Manchester, så retur til Gøteborg og ned til Aarhus. Dermed kan passagerer fra Aarhus-området komme til Manchester – via mellemlanding i Gøteborg. I forvejen flyver vi dog direkte mellem Billund og Manchester,” siger Sun-Airs kommercielle direktør, Kristian Tvergaard, til takeoff.dk

 

Den nye rute får to daglige afgange i hver retning – en om morgenen og en om aftenen – samt en afgang søndag aften. Ruten flyves af Sun-Airs Dornier 328 jet, som selskabet foreløbig har 14 af.

 

Ruten Gøteborg-Manchester er den femte, Sun-Air åbner i kølvandet på Cimber Sterlings/Skyways’ konkurs.

 

Sun-Air overtog Cimber Sterling-ruterne fra Billund til Oslo, Stockholm Bromma og Bergen samt fra Aalborg til Oslo. De fem nye ruter forventes at give British Airways-partneren Sun-Air yderligere 100.000 årlige passagerer i forhold til sidste regnskabsår, hvor det blev til 130.000 rejsende på selskabets rutenet ud af Jylland.

 

Fra hjemmebasen i Billund flyver Sun-Air udover de nævnte destinationer også til Bruxelles, Düsseldorf, London City, Manchester og München.

 

Sun-Air, der har 160 medarbejdere, åbner muligvis til september mellem København og London City Airport. Det kræver dog, at Sun-Air kan få de rette ankomst- og afgangstidspunkter morgen og aften i London City Airport.

Skrevet af Henrik Baumgarten