Sun-Air får flere nye ruter i år

sun-air, dornier328FLYSELSKABER: 28. april åbner danske Sun-Air ny rute fra Billund, denne gang til Zürich med fem ugentlige afgange. Det bliver British Airways’ partnerens 8. fra Danmarks næststørste lufthavn. Sun-Air forventer flere nye ruter i år.

Som standby.dk kunne fortælle sidste måned var Sun-Air på vej med endnu en rute, denne gang til Zürich. I går blev nyheden officielt bekræftet, men det driftige jyske flyselskab forventer flere nye ruter i år. Det siger kommerciel direktør, Kristian Tvergaard.

”Ud over Grundfos var også Lego en stor fortaler for Zürich-ruten. Lego Fonden ligger i Schweiz,” siger Kristian Tvergaard og tilføjer, at Sun-Air i år forventer at åbne flere nye ruter fra Jylland.

Sun-Air har kun Dornier 328 jetfly med plads til 32 passagerer. ”Vi har arbejdet med at få denne rute på plads et par år,” siger Kristian Tvergaard og tilføjer ”vi kigger på endnu et par nye ruter i år.”

Grundfos’ Group Vice President, Klavs Hornum, siger: ”Det er med stor glæde, at vi nu får en direkte rute til Zürich fra Billund. Vi har efterspurgt denne rute i mange år.”

Sun-Airs ejer og koncernchef, Niels Sundberg, siger: ”Vores strategi er at tilbyde direkte ruter ud af Jylland i samarbejde med det jyske erhvervsliv, den strategi følger vi med åbningen af ruten til Zürich. Vi er meget glade for samarbejdet med erhvervslivet og oplever allerede nu en meget stor interesse og opbakning fra de mange jyske virksomheder med afdelinger i Zürich.”

Ruten vil blive fløjet med et af Sun-Airs Dornier-jetfly med plads til 32 passagerer.

Sun-Air opererer fra Aalborg til Oslo, fra Aarhus til Oslo, Stockholm Bromma, Göteborg og fra Billund til Bergen, Bruxelles, Düsseldorf, London City, Manchester, München, Oslo og fra 28. april også til Zürich.

I oktober sidste år tildelte Danske Rejsejournalister Sun-Air Rejseprisen 2013.