Skisportsanlæg i St. Johann i Tyrol. (Foto: Creative Commons/SkiStar)

Svensk skisportskæmpe siger farvel til Tyrol

SkiStar, der står bag en række skisportsdestinationer i Sverige og Norge, har trukket sig fra Tyrol og vil fremover satse på Norge og Sverige.

Svenske Skistar, der driver og ejer en række skisportssteder i Sverige og Norge, har valgt at sige farvel til Østrig. Virksomheden vil i stedet koncentrere kræfterne om det skandinaviske hjemmemarked.

Indtil for nylig ejede SkiStar hovedparten af St. Antonn i Tyrol. Men virksomheden har valgt at sælge sin andel til den østrigske familievirksomhed Schultz Gruppe.

”Vi ønsker at fokusere vores investeringer i Norge og Sverige for yderligere at udvikle vores hjemmemarked,” siger Stefan Sjöstrand, der er administrerende direktør i SkiStar.

De senere år har SkiStar udviklet sig til en virksomhed, der kan mere end at sende turister på skiferie. Der er nu liv i fjeldene og på hotellerne året rundt,  hvor der bliver dyrket alverdens indendørs og udendørs  aktiviteter.

Meget mere end ski
Alpin skisport vil altid være SkiStars DNA understreger Stefan Sjöstrand. Men arbejdet med at udvikle destinationerne udenfor vintersæsonen er et eksempel på et udviklingsarbejde, der har givet gode resultater, slår han fast.

Den 2. maj lukkede selskabet sine to sidste skisportssteder ned for sæsonen, nemlig Hemsedal i Norge og Åre i Sverige. SkiStar kan se tilbage på en sæson, der på flere måder er gået godt. Bortset fra at der ikke har været udenlandske skiturister på destinationerne. Selskabet fortæller, at det i vintersæsonens løb er lykkedes at holde åbent i ikke mindre end 150 dage.

Det er også lykkedes at håndtere COVID-19 på en tilfredsstillende måde. Den gyldne regel har været at holde en skistavs afstand. Os SkiStars gæster fortæller, at de var tilfredse med de forholdsregler, der blev stillet op og 95 procent havde også valgt at følge dem. Både de norske og svenske myndigheder har da også rost SkiStar for selskabets COVID-19 håndtering.

SkiStar står bag  skisportsanlæg i Sälen, Åre, Vemdalen og Hammarbybacken i Sverige og Hemsedal skisenter og Trysilfjellet i Norge.

Relaterede artikler:

Rejsebureau tjener på at drive ny café

SkiStar åbner alle skidestinationer inden jul

TUI vil sælge skirejser fra Danmark til Sverige

Flyselskab tilbyder afhentning med hundeslæde