Swift-takster godkendt

Københavns Lufthavn bliver den første europæiske storlufthavn med differentierede priser, og tilgodeser dermed både netværks- og lavprisselskaber.

CPH Swift åbner den 31. oktober med lavere passagertakster på grund af en række driftsmæssige betingelser, som flyselskaberne skal opfylde og på grund af beliggenheden og den type byggeri, der anvendes.

”Vi er glade for aftalen, for uanset hvordan man vender og drejer det, kan lufthavnen og Danmark ikke klare sig i den internationale konkurrence uden et simpelt, billigt og effektivt produkt, målrettet lavprisselskaberne. Passagererne efterspørger flere og billigere rejsemuligheder. Det får vi med den nye aftale,” siger Brian Petersen, adm. direktør, Københavns Lufthavn.

”Antallet af lavprispassagerer er højere end nogensinde, og dermed har Swift bevist sin berettigelse. En stor del af den lavprisvækst, vi har set, er kommet, netop fordi vi har annonceret Swift.”

I juli havde Københavns Lufthavn for første gang flere end 400.000 lavprispassagerer på én måned, og lavpris markedsandelen lå på 18,5%. I år er lavprisselskabernes markedsandel indtil nu på 17,6%, hvilket er 3% højere end i 2009.

Den nye, langvarige aftale, som Statens Luftfartsvæsen netop har godkendt, er et tillæg til den eksisterende prisaftale fra efteråret 2009, og aftalen løber til 31. marts 2015. Den nye aftale er indgået mellem CPH og SAS, Cimber Sterling, Norwegian og IATA, der udgør cirka 88% af trafikken i Københavns Lufthavn.

Udover ændringerne i passagertaksterne, indebærer aftalen også, at CPH indfører en emissionsbestemt afgift på flyenes udledning af kvælstofoxider (NOx), hvilket skal fremme brugen af mere miljørigtige fly.

Skrevet af Flemming Juul