En del rejsende har i år måtte vente forgæves på deres bagage, når de er ankommet til lufthavnen. (Foto: Henrik Baumgarten)

Sygdom og bagagebøvl gav problemer på ferien

Nye skadetal fra Gouda Rejseforsikring viser, at ikke alle selskabets kunder kom problemfrit igennem sommerferien i juni og juli. Dog spillede COVID-19-pandemien en mindre rolle i år.

September venter efterhånden lige om hjørnet, og for en stor del af danskerne er sommerferien overstået. Det har fået forsikringsselskabet Gouda, der er en del af Gjensidige, til at foretage en opgørelse over de skadeanmeldelser, som selskabets kunder har indgivet i juni og juli.

Ifølge Gouda er der en klar højdespringer blandt de forskellige typer af anmeldelser, som selskabet har modtaget i løbet af de to sommermåneder.

Det drejer sig om hjælp til behandling hos enten en læge eller på et sygehus, som hver anden kunde, der anmeldte en skade, havde behov for. I den forbindelse har mange af kunderne også ønsket relaterede ydelser. Det kan eksempelvis være hjemtransport fra feriedestinationen.

Derudover omhandlede hver fjerde skadeanmeldelse afbestilling af ferier, oplyser Gouda.

Lufthavnskaos fyldte i anmeldelserne
I løbet af sommeren har lufthavne i en hel række lande været pressede, da det har vist sig svært at få ansat og uddannet tilstrækkeligt med medarbejdere til at følge med den store efterspørgsel på flyrejser, der har været i kølvandet på COVID-19-pandemien.

Det har blandt andet ført til lange køer ved check-in og sikkerhedskontrollerne samt udfordringer med at få passagerernes kufferter frem til tiden. Gouda fortæller, at én ud af ti anmeldte skader i juni og juli var relateret til netop forsinket bagage.

“Der har denne sommer været utroligt meget fokus på bagageproblemer i en række lufthavne verden over, men det har faktisk ikke udmøntet sig i så mange skadeanmeldelser, som man kunne have frygtet. Det er forhåbentligt et tegn på, at flyselskaberne, der har ansvaret for folks bagage, har handlet hurtigt og effektivt i en situation, som selvfølgelig helst aldrig må ske,” udtaler Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring.

Selskabet forventer dog, at der i år vil være et større antal efteranmeldelser end sædvanligt, hvis flyselskaberne eksempelvis ikke kan kompensere alle udgifterne til erstatningskøb ved forsinket bagage, lyder det.

COVID-19 spillede mindre rolle
Gouda Rejseforsikring oplyser desuden, at COVID-19-pandemien ikke har spillet en stor rolle i de afgivne skadeanmeldelser. Tallene viser, at fem procent af det samlede antal anmeldelser har haft at gøre med pandemien.

Det glæder Louise Hertzum Andersen, selvom hun indskærper, at der er destinationer, hvor COVID-19 fortsat er mere fremherskende, end tilfældet eksempelvis er herhjemme.

“Det er uden tvivl dejligt at se, at folk har kunne holde sommerferie næsten upåvirket af corona. Der er selvfølgelig stadig steder i verden, hvor restriktioner og testkrav er en del af rejsen, men overordnet set må vi sige, at det er en meget lille andel af vores skadeanmeldelser, der relaterer sig til corona i øjeblikket.”

Relaterede artikler:

Kun hver fjerde tegner afbestillingsforsikring

Fravalg af fast track i lufthavne kan give problemer

Halv million danskere på ferie uden sygeforsikring