Terrorangreb på fly forhindret

Flyet fra selskabet China Southern måtte i sidste uge foretage en nødlanding, efter at besætningen opdagede, at nogle passagerer forsøgte at sætte gang i en katastrofe. Det oplyser guvernøren i den nordvestlige Xinjiang-provins. Det officielle kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, skriver, at myndighederne direkte har forhindret et planlagt terrorangreb, som havde til formål at forpurre Kinas OL-forberedelser.

Passagerflyet nødlandede forrige fredag i Gansu-provinsens hovedstad Lanzhou efter at være lettet fra Xinjiang-provinsens hovedstad, Urumqi, med kurs mod Beijing. Mindst to passagerer blev anholdt og taget med til afhøring, efter at der blev fundet eksplosivt materiale på et af flyets toiletter.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 10. marts, 2008)

Skrevet af