Thomas Cook på opkøb i Frankrig og Canada

Thomas Cook Group, der i Skandinavien ejer MyTravel og Thomas Cook Airlines Scandinavia, har købt en større canadisk turoperatør, TriTravel West Holding (TTH), der opererer under to såkaldte "main brands" på det canadiske marked. Det drejer sig om charterrejsebureauet Fun Sun og selskabet Intair.
Handlen, der ventes godkendt af de canadiske konkurrencemyndigheder, har en værdi af 114 mio. canadiske dollar, svarende til ca. 560 mio. kr.
Også på det franske marked er rejsegiganten i færd med at styrke sin position, idet der er afgivet et bindende tilbud på turoperatørvirksomheden Jet Tours, der i dag ejes af Club Med. Jet Tours-handlen ventes accepteret af sælger, og den oplyste pris er 70 mio. euro, svarende yderligere ca. 520 mio. kr. Efter en overtagelse af Jet Tours vil Thomas Cook France blive landets tredje største aktør på leisure rejsemarkedet, med en samlet markedsandel på omkring 10 %.

Skrevet af Webredaktionen