Tivoli er kommet i tvivl om størrelsen af kompensationer under coronakrisen. Omvendt er Tivoli igen fra på fredag klar til at modtage spisende gæster inde i sine restauranter. Arkivpressefoto for Tivoli: Lasse Salling.

Tivoli suspenderer midlertidigt forventninger til i år

Som følge af myndighedernes mulige fejlfortolkning om kompensation, har Tivoli suspenderet sine forventninger til resultatet i dette regnskabsår. Fra fredag er der igen indendørsservering i Tivoli.

Tivoli, Danmarks største turistattraktion, havde i 2019 et besøgstal på 4,5 millioner – sidste år under coronakrisen med færre åbningsdage var der 1,6 millioner gæster.

I 2019 fik Tivoli et overskud på 209 millioner kroner ud af en omsætning på næsten 1,5 milliarder kroner. Omvendt blev resultatet for 2020 minus 185 millioner kroner og en omsætning på 623 millioner kroner. Ved præsentationen af regnskabet for sidste år, oplyste Tivoli, at man i dette regnskabsår forventer et underskud på mellem 75 og 100 millioner kroner.

Men i weekenden oplyste Tivoli i en fondsbørsmeddelelse blandt andet: ”Forårsaget af ”Bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger fra og med den 1. marts 2021 til virksomheder i økonomisk krise som følge af Covid-19,” offentliggjort den 9. april og på baggrund af dialog med myndighederne, suspenderer Tivoli nu midlertidigt de forventninger til 2021, som blev udmeldt i forbindelse med Tivolis årsrapport for 2020.”

Tivolis tidligere forventninger for 2021 var en omsætning på 600-700 millioner, cirka 40 procent under det normale niveau – og et underskud før skat i niveauet 75 – 100 millioner kroner, står der.

Væsentlig usikkerhed om den forventede kompensation
Videre skriver Tivoli i fondsbørsmeddelelsen, at dets forventninger til omsætningen og omkostningerne fortsat er på niveau med tidligere, ”men der er væsentlig usikkerhed omkring størrelsen af den forventede kompensation for faste omkostninger jævnfør ovenstående bekendtgørelse. I de tidligere resultatforventninger udgjorde kompensation for faste omkostninger cirka 65 millioner kroner.”

Tivoli oplyser også: ”Denne væsentlig usikkerhed opstår af, at bekendtgørelsen ændrer de hidtil gældende regler for definition af den støtteberettigede virksomhed. Denne nye definition ændrer afgørende ved de økonomiske forudsætninger, herunder størrelsen af kompensationen for faste omkostninger, der var gældende da Tivoli udmeldte virksomhedens forventninger til 2021. Derudover skal det afklares i hvilken udstrækning bekendtgørelsen har yderligere konsekvenser med tilbagevirkende kraft, og om ændringerne kan positivt mitigeres (mildnes, red) ved andre omlægninger.”

Susanne Mørch Koch, Tivolis administrerende direktør, siger: ”Det er en helt uventet og betydelig forandring af de rammevilkår, der gælder vores virksomhed. Det er derfor en meget alvorlig situation, som den nye bekendtgørelse har skabt for Tivoli. Vi vil nu arbejde på at få afklaret betydningen og konsekvenserne af de ændrede regler i dialog med myndighederne, og ser os desværre nødsaget til midlertidigt at suspendere de udmeldte forventninger til 2021.”

River sig i håret
Baggrunden er formentlig, skriver Finans.dk, at de danske myndigheder sandsynligvis har fejltolket EU-reglerne, så virksomheder risikerer at skulle tilbagebetale coronastøtte og måske også få mindre udbetalt. Det viser sig nemlig, at EU’s regler ikke kompenserer per cvr-nummer, men per koncern.

Revisionshuset PwC siger til Berlingske, at det betyder, at der fremover kun gælder ét beløbsloft per koncern og ikke et loft for hver enkelt enhed i koncernen. ”I de tidligere bekendtgørelser har det været fremlagt sådan, at den maksimale støtte, som en virksomhed kunne få, skulle vurderes på selskabsniveau. Men af den nye bekendtgørelse fremgår det, at den maksimale støtte nu skal vurderes på koncernniveau.”

Da de nye regler formentlig gælder med tilbagevirkende kraft til 1. september 2020, kan det betyde, at virksomhederne skal betale noget af støtten tilbage, mener PwC.

Ifølge Børsen kender Dansk Erhverv, Dansk Industri og Horesta til problemstillingen. De er ifølge avisen i kontakt med Erhvervsstyrelsen og Erhvervsministeriet for at finde ud af, hvad der kan og skal gøres.

HORESTA vil ikke pege fingre ad nogen, da EU-regler ikke er let læsning. Men organisationen river sig i håret over, at virksomhederne nu har udsigt til ringere vilkår. ”De store turismevirksomheder er blevet stillet i udsigt, at de kunne kompenseres for op til 75 millioner kroner pr. virksomhed opgjort på cvr-nummer. Nu får de lige pludselig dét tilsammen. Det gør en kæmpe forskel,” siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i HORESTA.

Tivoli åbner restauranter for indendørs-servering
Fra på fredag, den 23. april, kan Tivoli igen invitere indenfor i sine restauranter. Samtidig udvides åbningstiden, så der holdes åbent fredag-lørdag klokken 11-23 og søndag-torsdag mellem klokken 11-22. Og gæsterne behøver ikke længere bestille tid på forhånd, skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, siger: ”Vi er glade for beslutningen om at fremrykke genåbningen af Danmark, det er godt for hele oplevelsesbranchen. Det er en rigtig god nyhed for vores gæster, at de nu igen kan komme indenfor i vores restauranter.”

Tivoli følger alle Covid-19 restriktioner, og dette inkluderer også kravet om, at alle gæster fortsat skal fremvise en negativ test eller Covid-19 pas ved indgang til Tivoli. Tivoli-gæsterne slipper derfor løbende for at skulle fremvise Coronapas i løbet af besøget i Tivoli, oplyser Tivoli.

Relaterede artikler:

Lille forsamlingsforbud forsvinder 1. august

Stadig udfordringer for rejsebranchen trods aftale

Forlystelsespark forventer normalt besøgstal i år