Tivoli forventer stadig at åbne sommeren 2. april

Tivoli fik sidste år igen omsætning på én milliard kroner fra de 4,5 millioner gæster. Tivoli er bekymret for coronavirussen, men forventer stadig at åbne sommersæsonen 2. april.

Danmarks største turistattraktion, Tivoli, havde sidste år 4,5 millioner besøgende, et fald på seks procent fra de 4,8 millioner i 2018. Det oplyser Tivoli i en regnskabsmeddelelse om sit årsregnskab for 2019.

Nedgangen i besøgstallet sidste år i Tivoli skyldes blandt andet en meget regnfuld sommer. Men omsætningen sidste år på 1,051 milliarder kroner var kun 0,1 procent lavere end i 2018.

Den gode udvikling i overskuddet – fra 94,2 millioner kroner efter skat i 2018 til 167,4 millioner kroner sidste år, en vækst på 78 procent – skyldes et højere forbrug fra de besøgende, herunder hotelgæsterne på Nimb-hotellet, oplyser Tivoli.

Resultat for sidste år er, tilføjer Tivoli, væsentligt påvirket af særlige forhold, herunder overdragelsen af driften af TivoliCasino.dk til Danske Spil (hvorfra Tivoli i øvrigt har hentet sin nye administrerende direktør, Susanne Mørck Koch, red), færre åbningsdage, implementeringen af Tivolikort samt færre gæster i Salene (Koncertsalen og Glassalen, red)

Tivolis afgående administrerende direktør, Lars Liebst, siger i pressemeddelelsen: ”Den gode udvikling i overskuddet skyldes et højere forbrug pr. gæst samt høj aktivitet i High End forretningen (for eksempel Nimb-hotellet, red)”

Forventninger til 2020 påvirkes af coronaen
Om forventninger til dette år skriver Tivoli blandt andet: ”Coronavirus (COVID-19) kommer til at have en væsentlig påvirkning på mængden af turister, hotelovernatninger, events og lysten til at samle sig.

På baggrund af den store usikkerhed, COVID-19 har skabt, og usikkerhed om situationens varighed, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at foretage en rimelig vurdering af de økonomiske konsekvenser af COVID-19.

Derfor er det heller ikke muligt at give en forventning til omsætning og resultat før skat. Tivoli opdaterer sine forventninger, når de økonomiske konsekvenser af COVID-19 er mulige at estimere. Tivolis ledelse mødes dagligt med henblik på løbende at vurdere effekten af COVID-19 på Tivolis forretning,” skriver Tivoli.

Forventer stadig at åbne 2. april
De danske myndigheder har i to uger frarådet alle udendørs forsamlinger med over 100 deltagere.

Tivolis pressechef, Torben Plank, oplyser fredag til STANDBY.dk: ”Vores task force, der mødes dagligt, forventer netop nu stadig, at vi kan åbne den 2. april som planlagt. Vi følger naturligvis alle instrukser fra myndighederne 100 procent.

Vi har derfor indtil videre aflyst Mama Mia-musicalen i Koncertsalen ligesom vi har sendt alle elever på vores musik- og balletskole plus Tivoligarden hjem. Nimb-hotellet er fortsat åbent, selv om vi har droslet ned på personalet,” siger Torben Plank.

Relaterede artikler:

Tivoli klar med ny administrerende direktør

Mange ville være ny direktør for Tivoli

Kun ét dansk hotel på liste over verdens bedste