Fra generalprøven forleden på Tivolis jubilæumsparade, der blev gennemført en tidlig søndag morgen inden Tivoli åbnede. Foto for Tivoli: Agnete Schlichtkrull.

Tivoli klar til jubilæumsparade

Tivoli har to gange udskudt premieren på sin 150 meter lange parade i anledning af havens 175 års sæson. Men på lørdag er der premiere – paraden ruller alle ugens dage, undtagen fredag.

Teknikken med den nye jubilæumsparade har drillet så meget, at Tivoli to gange har udskudt premieren. Men nu skulle alt være gennemprøvet – der har sågar været en hemmelig generalprøve en tidlig søndag før åbningstid.

Så på lørdag, den 19. maj, ruller den 150 meter lange parade for første gang gennem Tivoli med fem farverige paradevogne, blandt andet en fra Disney, Tivoli-ikoner som Pjerrot og Tivoli-Garden. Hertil kommer over 30 udklædte performere, der optræder til musik skabt af den danske popsanger Soleima (Sarah Mariegaard) og komponisten Bent Fabricius-Bjerre.

Jubilæumsparaden triller gennem Tivoli klokken 17 mellem mandag og torsdag og klokken 18 lørdage og søndage – fredage er der ingen paraden på grund af Fredagsrock i Tivoli. Ruten kører en 800 meter lang rute gennem Tivoli med start på pladsen foran Tivolislottet.

I forbindelse med Pinsen bliver der to ekstra paradekørsler, nemlig på søndag med start klokken 15.30 og mandag, 2. Pinsedag, fra klokken 15.

Disney er også med
Walt Disney World Resort hylder også Tivolis 175-års jubilæum med en paradevogn. Ved præsentationen af jubilæumsparaden sidste måned i Tivoli, sagde show director Forrest W. Bahruth fra Walt Disney Parks and Resorts i USA til STANDBY.dk i forbindelse med hans ophold i København for at hjælpe Tivoli med jubilæumsparaden:

”Vi har arbejdet med Tivoli i flere måneder om vores del af dette projekt. Tivoli har skabt en flot parade – naturligvis tilpasset forholdene. I Disneyworld har vi meget bredere veje og kan derfor have en meget større parade – paraden i Disneyworld er omkring en halv time om at passere.”

Tivoli er Danmarks største turistattraktion, sidste år var der 4,4 millioner gæster. Dette år bliver det hidtil længste i antal åbningsdage, i alt 280 dage mod 243 i 2017.

Relaterede artikler:

Tivoli udskyder jubilæumsparade til 19. maj

Tivoli klar med investering på 250 millioner kroner

Milliardudvidelse i Disneyland Paris