Tivoli vil med sit øgede fokus på moderne teknologi blandt andet kunne gøre sine abonniner digitale. Pressefoto fra Tivoli.

Tivoli øger fokus på digitale tiltag

Tivoli vil med stigende digitalt fokus være first movers indenfor forlystelsesparker – for eksempel bliver årskortet rullende og gælder 12 kalendermåneder frem.

Nye digitale muligheder skal bidrage til, at det bliver nemmere at være gæst i Tivoli.

Tivoli gjorde i foråret som første forlystelsespark i verden, via samarbejde med MobilePay, det muligt at gøre mobile betalinger til en del af gæsteoplevelsen i en stribe sammenhænge. Nu tages der hul på næste fase af øget digitalisering af Tivoli.

Som første forlystelsespark i Danmark indfører Tivoli en ny abonnementsordning på årskort, så gæsterne ikke hvert år skal forny deres årskort. Tidligere havde gæsten et årskort, der skulle benyttes i samme år det blev købt. Nu bliver årskortet rullende fra købsdato og gælder 12 kalendermåneder frem, oplyser Tivoli, der med sine 4,3 millioner årlige gæster er Danmarks største turistattraktion.

Gæster med det nye digitale Tivoli-abonnement får adgang til et særligt fordelsprogram. Udover en ny fordel hver måned får gæsterne også adgang til en række personlige fordele på tværs af Tivolis forretningsområder – fra forlystelser, forestillinger, events og kulturelle begivenheder til tilbud på restauranter i Tivoli.

De mange fortrin findes og aktiveres i Tivolis app, der bliver omdrejningspunktet for programmet, der løbende udbygges med nye tiltag.

Gratis forlystelsesfotos via APP
Som noget nyt har Tivoli også netop introduceret ubegrænset adgang til forlystelsesfotos fra besøg i Haven via Tivolis App. Efter endt tur kan gæsterne downloade deres billede via telefonen. Det er ikke set før i Danmark og er muligt via en særlig funktion i Tivolis App, som gæsterne kan få adgang til via Turpas Plus.

Underdirektør Jonas Buhl Gregersen med ansvar for IT i Tivoli siger: ”Vi har kun set toppen af isbjerget for, hvordan vi via de digitale muligheder kan understøtte og styrke gæsteoplevelserne. Med de nye digitale tiltag bliver vi på en række af områder first movers indenfor forlystelsesparker.”

På sigt vil Tivoli arbejde med intelligente ansigtsaflæsnings-algoritmer, så Tivoli kan give gæsterne feedback på hvem der for eksempel har haft det sjovest i Rutschebanen. Det giver en helt ny dimension til kendte og populære forlystelser.

Relaterede artikler:

Ny Tivoli-direktør for kommercielle partnerskaber

Tivoli fordobler kapacitet til møder og events

Comwell får digitale løberuter ved alle hoteller