Tog til tiden

I 2012 ankom 94,3% af alle DSBs fjern- og regionaltog med forsinkelser på under seks minutter – den grænse, der er anført i trafikkontrakten med staten.

Det er det bedste resultat 2000, da man indførte den nuværende opgørelsesmetode, og pænt over kravet på 90,3%, skriver borsen.dk.

Også i S-togstrafikken og på Kystbanen lever DSB op til kravene – blandt andet på grund af væsentligt mindre udfordrende vintermåneder i 2012.

DSB har selv sat fokus på rettidighed sammen med Banedanmark, og det har ført til flere nye tiltag, som for eksempel såkaldte ’perron-managere’ på knudepunkterne København H, Aarhus og Fredericia. De har ansvar for, at togene kommer af sted til tiden.

Samtidig har Banedanmark øget indsatsen for at holde skinnerne rene for nedfaldne blade i efteråret og for visse strækninger nedsat udvalg, som er kommet med forslag til løsning af lokale forsinkelser.

Desværre lever DSB stadig ikke op til efter kravet om højst 0,6% aflysninger. I 2012 måtte man aflyse 0,9% af afgangene.