Tog fra GoVolta. (Visualisering fra GoVolta)

Togselskab vil være jernbanens EasyJet

Europa får sig snart et nyt togselskab, som skal være billigere end alternativerne på markedet. Her skal en tur mellem Amsterdam og Hamborg koste helt ned til 75 kroner.

Det nye, hollandske jernbaneselskab GoVolta har en plan. Således vil man være jernbanens svar på EasyJet. Når selskabet lancerer sig selv i 2026, vil man således lokke passagerer til sig med billige togbilletter.

Euronews skriver, at GoVolta har prissat billetterne til selskabets første rute mellem Amsterdam og Hamborg via Berlin. Her koster det blot 10 euro at tage toget, rundt regnet 75 kroner, og billetterne er allerede sat til salg til rejser fra marts næste år.

Passagerer kan også booke storbyferiepakker via GoVolta, og med i pakken er både togbilletterne og hotel. Fra december 2026 planlægger selskabet en rute fra Amsterdam til Paris.

Kommer med tre løfter
GoVolta håber med sin forretningsmodel, at man kan ændre status quo i Europas internationale jernbanemarked. Det vil man gøre gennem tre løfter, som er lave priser, garanteret siddeplads og direkte forbindelser.

”Hvis du spørger folk om internationale tog, hører du altid den samme historie. Man bruger lang tid på at søge, man betaler en merpris, og så er det endda usikkert, om man får en siddeplads. Det vil vi ændre,” siger Hessel Winkelman, som medstifter af GoVolta.

For tiden koster en standardbillet fra Deutsche Bahns ICE-tog mellem 34 og 59 euro for en tur mellem Amsterdam og Hamborg, og her skal man skifte én gang på turen. Skal man have et sæde, må man betale yderligere 5,70 euro.

Hos GoVolta er det ikke alle billetter på ruten, som står til 10 euro. Det drejer sig i stedet om de første 100 billetter til hvert tog. Når de er solgt, koster billetterne i gennemsnit omkring 30 euro.

Billigere men langsommere
Selvom det kan lyde som om, at GoVolta har alle konkurrencefordelene, så er der i hvert fald ét sted, hvor selskabet ikke kan konkurrere, nemlig farten.

Således kommer selskabets tog til at køre med en tophastighed på 160 kilometer i timen, mens Deutsche Bahns ICE-tog og Eurostars tog kan nå op på 300 kilometer i timen.

Derfor må man på ruten mellem Amsterdam og Berlin finde sig i at skulle rejse en time længere, mens turen til Paris kan tage op til det dobbelte sammenlignet med Eurostar.

GoVoltas tog har omkring 830 siddepladser, som fordeles på 11 vogne. Derudover er der en loungevogn, som serverer varme og kolde drikke, snacks og lette måltider.

 

Relaterede artikler:

Nyt togselskab vil lave lavprisrute til og fra Danmark

Ny international togrute til Danmark kørt af sporet

AirHelp vil nu også hjælpe togpassagerer