Peder Gellert Pedersens jubilæum i DFDS markeres med reception i DFDS House på Østerbro i København. Foto: DFDS.

Topchef i DFDS fejrer 25 års jubilæum

Peder Gellert Pedersen, øverste chef for DFDS Ferry Division, fejrer torsdag i denne uge sit 25 års jubilæum i rederiet med reception i hovedkvarteret i København.

Med titel af Executive Vice President har Peder Gellert Pedersen ansvaret for DFDS’ Ferry Division. Den omfatter rederiets voksende færgenetværk i Nordsøen, herunder dets største passagerrute med overnatning mellem København og Oslo, Den engelske Kanal og Middelhavet. Området har over 60 skibe, terminaler og salgsorganisationer over hele Europa.

Peder Gellert Pedersen stammer fra Fredericia, og satte kursen mod søfarten da han efter skole, gymnasium og handelseksamen i 1979 kom i lære i Fredericia Shipping & Spedition. Her prøvede han kræfter med fagets facetter som toldklarerer for skibe, forhandler, mægler, opkøber af virksomheder og så videre.

Med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 bød Fredericia Shipping på transport af korn fra EF’s overskudslagre til Baltikum, og Peder Gellert rejste dertil for at sikre leverancerne.

Med en baltisk partner etablerede han et selskab til at kontrollere ind- og udladning i havne i det tidligere Sovjetunionen for kunder i vest. I 1994 tog han initiativet til at starte en af de første færgeruter til de baltiske lande, Dan-Liet Line, der havde første afgang fra Fredericia til Litauen samme år – og som senere fik DFDS som aktionær.

Det førte til ansættelsen i DFDS. Efter flere års indsats i Litauen og møder med fire af landes premierministre, lykkedes det i 2001 Peder Gellert at sikre DFDS’ overtagelse af det statslige selskab LISCO, der i dag danner grundstammen i DFDS’ rutenetværk på Østersøen.

Viljen til at lytte
I sit virke har Peder Gellert en fast ledelsesstil og vilje til at lytte til folk omkring sig. Og så har han i sin karriere lært meget om at være ydmyg og åben for forandringer.

DFDS’ koncernchef, Niels Smedegaard, siger i forbindelse med Peder Gellerts 25 års jubilæum i rederiet:

”Peder er en super kollega, der i koncernledelsen er en uvurderlig fond af viden om branchen, skibene og kunderne. Han en principfast og dygtig forretningsmand med stor strategisk og taktisk forståelse, en der kender sine værdier og ikke er bleg for at gå forrest – også når det kommer til de mere komplicerede beslutninger.”

Peder Gellert Pedersens jubilæum i DFDS markeres med reception torsdag den 28. februar mellem klokken 15 og 17 i DFDS House på Sundkrogsgade i København.

Relaterede artikler:

Kendt brancheprofil ombord hos DFDS

Fint farvel til salgsdirektør

Kasino bliver til mødelokaler