Graceland i Memphis, Tennessee. (Foto: Travel South USA | PR)

Travel South USA lokker med musikalske oplevelser

Såvel koncerter som muligheden for at dykke ned i musikkens historie skal tiltrække turister til en række amerikanske sydstater, hvor legendariske musikere har slået deres folder gennem tiden.

Fra græsk mytologi kender man sirenernes sang, der var så smuk, at den kunne lokke søfolk til fra nær og fjern. I USA håber man ligeledes at kunne benytte musikken til at overbevise turister om at besøge en eller flere af de i alt 12 sydstater, der har slået sig sammen i Travel South USA.

Det er en samarbejdsgruppe bestående af staterne Alabama, Arkansas, Georgia, Kentucky, Louisiana, Mississippi, Missouri, North Carolina, South Carolina, Tennessee, Virginia og West Virginia og forud for højsæsonen i år har man valgt, at fremhæve den musikalske arv og kultur, som eksisterer her.

Det kan eksempelvis være et besøg i Kongens tidligere gemakker. Nemlig Graceland i byen Memphis i Tennessee, hvor Elvis Presley – kongen af rock and roll – boede indtil sin død, og som i dag danner rammen om hans gravsted. Yderligere er der blevet etableret et stort oplevelsescenter, hvor besøgende blandt andet kan tage Elvis’ bilsamling i selvsyn.

Historiens vingesus
Ifølge Travel South USA har turister en god mulighed for at opleve de forskellige afarter af bluegrass i Kentucky, når festivalen ROMP (River Of Music Party, red.) afvikles fra den 21. til den 24. juni, da der vil være koncerter med forskellige varianter af genren, der er opkaldt efter en særlig type græs, som vokser i staten.

Festivalen finder sted i byen Owensboro, og her er det desuden også muligt at besøge museet Bluegrass Music Hall of Fame & Museum, der har musikgenrens historie som omdrejningspunkt. Museumsgæsterne kan blandt andet opleve videointerviews med 225 bluegrass-musikere, ligesom museet har en udendørs scene, hvor der finder koncerter sted.

Er man mere til genrerne jazz, zydeco, cajun eller swamp pop kan de opleves på baren Maple Leaf i New Orleans. Den er et af byens ældste spillesteder, hvor musikere spiller koncerter hver eneste aften.

I en af staten Louisanas andre byer Shreveport kan man besøge spillestedet Shreveport Municipal Auditorium, der dannede rammen om radio- og tv-programmet ’The Louisiana Hayride’, som i en årrække medvirkede til at sætte skub i karrieren for blandt andet Hank Williams, Johnny Cash, Aretha Franklin og Elvis Presley.

Turister kan gå i The Rolling Stones’ fodspor
Staten Alabama fremhæver området The Shoals, der består af byerne Florence, Muscle Shoals, Tuscumbia samt Sheffield. Det regnes som et betydningsfuldt sted i den amerikanske musikhistorie, da området har spillet en rolle i blues-genrens skabelse og medvirket til at forme rock and roll.

Det skete blandt andet i musikstudiet Muscle Shoals Sound Studio, som i dag forsat ser ud som dengang, hvor The Rolling Stones, Bob Stewart og Bob Dylan indspillede musik i lokalerne, der nu er er blevet åbnet således, at offentligheden kan komme på besøg.

I Kansas City kan man blandt andet opleve Blue Room, der fungerer museum om dagen, men forvandles til en jazzklub, når mørket falder på, mens der i South Carolina hver fredag i april og maj samt september og oktober afvikles koncerter under navnet Jazz on the Square i byen Spartanburg. Her optræder både lokale jazzmusikere og kunstnere fra de omkringliggende stater.


Relaterede artikler:

USA’s turisme mødes med nordiske rejsebureauer

USA savner flere europæiske turister

12 amerikanske delstater vil øge nordisk synlighed