Tror på udramatisk Cimber Sterling-regnskab

Det har også været et dystert år for Cimber Sterling med svage trafiktal og askesky. Men regnskabet bliver ikke en katastrofe, men vil ramme forventningerne, forudser aktieanalytiker Steven Brooker fra SEB Enskilda overfor business.dk

 

Ifølge analytikeren rammer regnskabet forventningerne med et underskud på den primære drift mellem 200-220 mio. kr. før omkostninger til børsintroduktion og en omsætning på ca. 1,6 milliarder kr.

 

"Der kommer ikke de store overraskelser i regnskabet. Men Cimber Sterling skal få en bedre udnyttelse af sine fly, som kombineret med en lønnedgang på ti procent vil øge lønsomheden i selskabet," siger Steven Brooker.

 

Cimber Sterling er fortsat afhængig af, at økonomien forbedrer sig. Steven Brooker betegner Cimber Sterling som et meget regelret flyselskab.

 

For nylig blev der i forbindelse med Vagn Sørensens udtrædelse af Cimber Sterlings bestyrelse spekuleret i, om det kunne skyldes, at flyselskabet ville præsenterer et katastrofalt regnskab. Men ifølge Steven Brooker har det ikke indflydelse på Vagn Sørensens farvel til Cimber Sterlings – knapt et år efter han kom i bestyrelsen.

 

Tidligere vicekoncernchef i SAS og koncernchef for Austrian Airlines, 50-årige Vagn Sørensen, lever i dag af sine bestyrelsesposter; alene i rejsebranchen er han formand for Scandic Hotels, næstformand hos DFDS, engelske Select Service Partner med 2.200 restauranter i bl.a. lufthavne samt i bestyrelsen for Air Canada.

 

For små to uger siden meddelte Cimber Sterlings omdiskuterede bestyrelsesformand, Niels Erik Nielsen, i forbindelse med Vagn Sørensens farvel, at Cimber vil finde afløser med stor brancheerfaring inden selskabets ordinære generalforsamling 19. august.

 

Skrevet af redaktionen