Europas største rejsekoncern, tyske TUI Group, fastholder forventningerne til et overskud på ni milliarder kr. for det netop afsluttede regnskabsår. I Danmark er TUI næststørste charterarrangør.
Den 11. december offentliggør TUI Group sit koncernregnskab for regnskabsåret 2023-24, der sluttede med udgangen af september.
Men i et netop offentliggjort foreløbigt estimat, (Pre-Close Trading Update), for regnskabsåret 2023-24, skriver rejsekoncernen, at man fastholder sin tidligere udmelding om et forventet overskud i den nu passerede regnskabsår på mindst 25 procent.
Eftersom TUI Group i forrige regnskabsår fik et overskud på 977 millioner euro fra alle koncernens aktiviteter – såsom salg af rejser med blandt andet charter- og rutefly, hoteldrift og krydstogter – kan overskuddet dermed komme op på cirka 1,2 milliarder euro, svarende til omkring ni milliarder kroner.
TUI Group oplyser i sin nye regnskabsmeddelelse, at koncernen i snit på alle sine europæiske markeder (herunder de nordiske lande) under den vigtige sommerperiode solgte seks procent mere end samme tid i forrige regnskabsår, i alt sendte man 14,7 millioner gæster på ferie i sommerperioden i år. Det svarer til, at koncernen solgte 97 procent af sine udbudte rejser, én procent mere end samme tid sidste år.
TUI var i Danmark sidste år næststørste charterarrangør med lige over 160.000 rejsende, heraf over 30.000 med rutefly. Kun Spies var større med cirka 50 procent flere rejsende, 244.000.
Spanien, Grækenland og Tyrkiet er største markeder
Navnlig, noterer TUI, har koncernen i årets sommerperiode haft en salgsfremgang på 10 procent på sit tyske hjemmemarked. Den store vækst skyldes ikke mindst konkursen i juni hos den store europæiske rejsearrangør, tyske Travel Group FTI. Det fik TUI til at indsætte ekstra kapacitet til Tyrkiet, Grækenland, Mallorca, De kanariske Øer og Egypten.
Og generelt har vores tre største vækstmarkeder i årets sommerperiode været Spanien, Grækenland og Tyrkiet, oplyser TUI.
TUI kigger også i sin meddelelse på den kommende vintersæson, hvor koncernen melder om gode bookingtal og at foreløbig 33 procent af de udbudte rejser er solgt, svarende til 1,8 millioner rejser. Efterspørgslen er navnlig koncentreret om De kanariske Øer, Egypten og Kap Verde-øerne udfor vestafrikanske Senegal og Gambia.
På de fjernere rejsemål melder TUI om godt salg for vinterperioden til Thailand, Mexico og Den dominikanske Republik i Caribien.
Relaterede artikler:
TUI har stigende salg til danskernes efterårsferie

STANDBY.DK Nyt om rejser


