Dansk turisme, leisure- og business, er i store problemer. Et genstartsteam er nu kommet med en lang række forslag til løsninger. Se linket i artiklen. Arkivpressefoto fra VisitDenmark: Thomas Rousing.

Turismens genstartteam klar med anbefalinger

Regeringens otte genstartteams, herunder for turisme og oplevelsesøkonomi, har afleveret sine anbefalinger. Turistteamet foreslår eksempelvis øget støtte til international markedsføring.

Alle otte genstartsteams har peget på ekstraordinære udfordringer som følge af faldende international efterspørgsel og rejserestriktioner. Og alle understreger behovet for fortsat fokus på infrastruktur og logistik i form af for eksempel flyforbindelser, lufthavne og andre transportmuligheder, skriver erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger i pressemeddelelsen blandt andet: ”Selvom vi ikke kan gøre meget ved faldende international efterspørgsel, kan vi tage tiltag der understøtter danske eksportvirksomheder. Jeg glæder mig til læse anbefalingerne, så vi hurtigt kan få taget politisk stilling til, hvordan vi får hjulene til at snurre hurtigere igen.”

Fra udenrigsminister Jeppe Kofod lyder det: ”Især rejserestriktioner over hele kloden udfordrer virksomhederne, og derfor nedsætter jeg et erhvervsrejsehold, der skal hjælpe med smidigere ind- og udrejse for danske erhvervsrejsende.”

”Jeg håber, at der vil blive lyttet til anbefalingerne”
Tivolis netop fratrådte administrerende direktør, Lars Liebst, var formand for Genstartsteam for turisme og oplevelsesøkonomi. Han siger i pressemeddelelsen:

”Corona har ramt turismeerhvervet først, hårdest og med stor sandsynlighed også længst ud i fremtiden. Vi kigger ind i en ny virkelighed, hvor turisternes rejsemønstre og forventninger i lang tid fremover vil være påvirket.

Der er ingen mirakelkur, men det er vigtigt, at vi sætter ind nu for at genrejse det danske turismeerhverv og sikre arbejdspladser.

Jeg håber, at der vil blive lyttet til anbefalingerne fra genstartsteamet for turisme og oplevelsesøkonomi, så Danmark kan stå stærkest muligt i den internationale konkurrence om både ferieturister og erhvervsrejsende,” lyder det fra Lars Liebst.

Tab af tusindvis af jobs og milliarder i omsætning
Hele den omfattende tekst til anbefalingerne fra Genstartsteamet for turisme og oplevelsesøkonomi kan ses via dette link.

”Turismeteamet vurderer, at dansk turisme er i en længerevarende krise. Der estimeres aktuelt en forventet nedgang på cirka 30 milliarder kroner i udenlandsk turismeomsætning alene i år, og der er ikke udsigt til en genopretning af den udenlandske turisme før i 2022 til 2023,” noterer teamet og tilføjer:

Rejselysten er i betydelig grad reduceret både til og fra Danmark. Alle dele af turismeerhvervet er påvirket, men forskellige dele af det danske turismeerhverv er ramt med forskellig intensitet. For eksempel er både erhvervs- og mødeturisme og krydstogtsturismen i hele landet fortsat stort set ikke kommet i gang igen.

Wonderful Copenhagen har opgjort den tabte omsætning fra turister i København for juni, juli og august til 8,6 milliarder kroner.

Turismeerhvervet genererede i 2018 en omsætning på 132,5 milliarder kroner og skabte ifølge beregninger 169.000 direkte og indirekte fultidsjobs. Erhvervet har estimeret, at der aktuelt er 25.000-30.000 færre medarbejdere i turisme- og oplevelseserhvervet end på samme tidspunkt sidste år, står der blandt andet i teksten.

Relaterede artikler:

Genstartsteam for dansk turisme klar med første input

Mette Frederiksen: Begynder vi at rejse som før?

WoCo har ny partnergruppe til PR for København