Danskerne vil i stigende grad have ro og genopladning på deres ferier. I Schleswig-Holstein mener man, at spa-oplevelser kan tiltrække naboerne mod nord.
Når danskerne tager på ferie, så sker det oftere som kortere ophold tæt på Danmark med fokus på restitution og velvære. Det har man lagt mærke til hos Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein, som arbejder for at tiltrække turister til den nordtyske delstat.
Informationen kommer fra Momondos rapport What the Future, hvori 51 procent af de adspurgte danskere lægger vægt på slow travel, mens næsten hver tredje dansker planlægger flere korte ophold i stedet for én lang ferie.
Samtidig forbinder 48 procent luksusrejser mere med spa og wellness end med klassiske statusoplevelser.
Vil fange danskernes interesse med helhedsoplevelse
Fra Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein lyder det, at man allerede observerer, at danskernes ønsker afspejler sig i rejsemønstret mod Nordtyskland.
Slesvig-Holsten er det mest populære rejsemål i Tyskland for danske turister, og danskere udgør omkring 30 procent af alle udenlandske gæster i delstaten.
Regionen arbejder derfor også målrettet med den tyske spakultur, der blandt andet omhandler naturbaserede pauser og helhedsorienterede ophold. Det er netop denne helhedsoplevelse, man håber på at tiltrække danskerne med.
”Når vi taler om Slesvig-Holsten som destination, handler det om langt mere end traditionel ferie eller forkælelsesophold – det handler om en helhedsforståelse af velvære. Vand og luft er centrale kræfter fra naturen. Den ægte forbindelse er præcis det, mange søger i dag for at restituere, og det finder man hos os mange steder,” siger Philipp Queiser, pressemedarbejder fra Tourismus-Agentur Slesvig-Holsten, i en pressemeddelelse.
Fremhæver mange muligheder i Tyskland
Tourismus-Agentur Slesvig-Holsten påpeger, at der i Tyskland findes mere end 350 certificerede kur- og helsebyer.
Det er steder, som er kendetegnet ved medicinsk-terapeutiske tilbud. Udbuddet spænder fra klassiske forebyggelses- og rehabiliteringsforløb til afslapnings- og aktivitetsophold med wellnessfokus.
I Slesvig-Holsten findes der kursteder ved Nordsøen og Østersøen, som kan markedsføre sig på klar luft og åbne horisonter. Her tilbydes behandlinger med havvand og havslam – såkaldte thalasso-behandlinger.
”Wellness handler for os om at bruge naturens elementer til at skabe balance. Naturen er ikke blot en kulisse, men en aktiv del af et sundt hverdagsliv, og derfor er det en meget særlig ting at prøve,” siger Philipp Queiser.
Relaterede artikler:
Tysklands nordligste delstat vil vise flaget i Danmark

STANDBY.DK Nyt om rejser


