Også hele eller dele af Tyskland kan i dag blive orange i rejsevejledningerne. ”Det var forventet,” siger tysk turistchef. Tysk Turist Information på vej med virtuel workshop for rejsebranchen.
Når de danske rejsevejledninger opdateres i eftermiddag, kan også Tyskland blive et af de lande, der skifter fra gul til orange i de danske rejsevejledninger som følge af for høje smittetal.
Direktør for Udenrigsministeriets borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, holdt på onsdagens pressemøde døren åben for, at for eksempel delstaten Slesvig-Holsten, der grænser op til Danmark, kan forblive gul. Det kræver dog acceptable smittetal.
I en kommentar til risikoen for, at Tyskland torsdag skifter til orange, siger Bo Schou Lauridsen, chef for blandt andet Danmark hos Tysk Turist Information, det nationale tyske turistråd Deutsche Zentrale für Tourismus, DZT, til STANDBY.dk:
”Det er som forventet, Tyskland har været privilegeret, indtil vi går i orange. Hvis danskerne ikke kan komme til Tyskland, kan vi arbejde med ferielængsel med billeder, videoer og så videre, så danskerne har lyst til at rejse, når der igen åbnes op.”
”Vi kommer selvfølgelig til at rejse igen, også til Tyskland. 2019 var et normalt rejseår, men det kan vare flere år, før vi er tilbage til 2019-niveauet,” frygter Bo Schou Lauridsen.
Hver torsdag eftermiddag opdaterer Udenrigsministeriet sine rejsevejledningerne for lande inden for EU/Schengen og Storbritannien (England, Nordirland, Skotland og Wales) på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut. SSI får blandt andet sine data fra EU-agenturet ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control.
Den danske grænse for smittetallene er 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge målt som et gennemsnit over 14 dage. De nyeste tal fra ECDC viser, at smittetallene de seneste to uger for Tyskland er 90. Så divideret med to, er landet nu over den danske grænse på 30.
Danskerne har flest overnatninger i Tyskland
Tyskland er landet, hvor danskerne under normale år har flest overnatninger. I 2019 blev til 3,4 millioner registrerede danske overnatninger. Tallet er reelt meget større, da det for eksempel ikke medtager Airbnb-overnatninger. Den gennemsnitlige opholdstid for en dansker i Tyskland sidste år, ferie- som forretningsrejsende, var 3,8 dage. Danmark er Tysklands 7. største incoming-marked
Fire af de 16 tyske bundeslande har under normale omstændigheder 60 procent af de danske overnatninger. Det er Slesvig-Holsten, Berlin, Hamborg og Niedersachsen, regionen syd for Hamborg med blandt andet Harzen. Nummer fem af de bundeslande, danskerne normalt besøger mest, er den sydligste, Bayern.
Virtuel tysk workshop for rejsebranchen
Næste måned mellem 9. og 13. november indbyder Tysk Turist Information den nordiske rejsebranche til den virtuelle Nordic Networking Week 2020. Her kan den nordiske rejsebranche komme i kontakt med over 25 tyske leverandører til den nordiske rejsebranche.
Læs mere om workshoppen via dette link.
Relaterede artikler:
Næsten hele Europa bliver orange