Søma-kæden vil udbygge sine fire grønlandske hoteller. Her er det fra Søma-hotellet i Sisimiut. PR-foto: Hotel Søma.

Udbygning af grønlandsk hotelkæde forsinket

Søma – de fire grønlandske hoteller der før hed Sømandshjemmene – har problemer med udbygningsplanerne til trecifret millionbeløb. “Arktisk turisme er på fremmarch,” lyder det.

Sømandsmissionens planer om at udbygge sine fire hoteller i Aasiaat, Ilulissat, Sisimiut og Nuuk for et trecifret millionbeløb skrider ikke frem som planlagt.

I Aasiaat er projektet ikke rentabelt, mens byggeriet af en ny hotelfløj i Sisimiut er stærkt forsinket og nu først forventes færdig i starten af 2025, skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.

Den planlagte udvidelse med 20 værelser, konferencelokaler, restaurant og et nyt køkken på Hotel Søma i Aasiaat bliver nu alligevel ikke til noget. Stigende renter og byggepriser gør projektet urentabelt, hvorfor det skal genovervejes, hedder det.

Forretningschef Erik Ramballe Hansen fra Sømandsmissionens hovedsæde i Vejle, der ejer og driver de fire hoteller og sømandshjem under navnet Hotel Søma, siger til det grønlandske medie:

”Af forskellige årsager blev kommuneplantillægget om udvidelsen i Aasiaat ikke godkendt af kommunen. Dermed mistede vi muligheden for at komme i gang med vores projekt i år. De overslag, vi indtil videre har på projektet, er noget over vores forventninger, hvilket vil forlænge tilbagebetalingstiden.”

Non-profit hotelkæde
Søma – Sømandshjemmet – er en non-profit hotelkæde, hvis fire hoteller har mellem 22 og 40 værelser. Den trecifrede renoveringsplan skal forbedre hotellernes eksisterende faciliteter, der skal bygges til med restauranter, flere værelser, mødelokaler og wellnessområder, oplyste Søma, da planerne blev præsenteret i slutningen af 2021. Alt overskud i kæden går til velfærdsarbejde blandt lokale søfolk og fiskere.

I en pressemeddelelse skrev Hotel Søma, at arktisk turisme er på fremmarch. Det mærkes også hos Søma-hotellerne, hvor efterspørgslen på overnatning og pakkerejser øges hvert år. Derfor investerer kæden nu et trecifret millionbeløb i renoveringer og tilbygninger på sine fire hoteller.

Magnus Elleby, regionschef for Hotel Søma, sagde i pressemeddelelsen: ”Gennem 50 år har vi drevet hoteller i Grønland, og vi føler en forpligtelse over for vores faste kunder og det stigende antal udenlandske gæster til at levere nye og moderne faciliteter.”

Hotelkæden blev etableret i Grønland i 1969, oplyste Magnus Elleby og tilføjede, at renoveringen udover nye hotelværelser og nye restauranter de kommende år skal give Søma-hotellerne nye og større møde- og konferencefaciliteter, lounge- og wellness-områder, handikapvenlige adgangsforhold, elevatorer og nye medarbejderboliger.

Air Greenland vil have lavprishotel i Ilulissat
Også Air Greenland, der er ejet af Grønlands selvstyre, har nye hotelplaner. Det oplyste Jacob Nitter, Air Greenlands koncernchef, for nylig til Standby.dk.

”Vi regner med i 2026 at være klar med et lavprishotel med omkring 160 værelser i Ilulissat. Det skal dels frigive kapacitet fra vores eksisterende Hotel Arctic i også Ilulissat, dels imødekomme den enorme efterspørgsel i højsæsonen efter hotelværelser i Ilulissat,” sagde han.

Prisen på det kommende hotel ventes at blive et sted mellem 150 og 200 millioner kroner. Hotellet hænger også sammen med åbningen af den nye internationale lufthavn ved Ilulissat i slutningen af 2025, der ventes der at give ekstra tryk på turismen.

”Det kan jo ikke nytte noget, at der flyver stadig flere turister ind til Grønland uden der er styr på vores modtagekapacitet – eller bliver det en stor flaskehals,” sagde Jacob Nitter og tilføjede, at han håber andre aktører vil bygge flere hoteller i landet.

 

Relaterede artikler:

Voksende dansk rejsekoncern åbner i Grønland

Stort dansk rejsebureau køber grønlandsk lufthavnshotel

Grønlandsk hotelkæde renoverer for millionbeløb