Kina er begyndt at lempe sine strikse coronarestriktioner – det har fået antallet af smittede til at stige. Wikipediafoto: Walter Grassroot.

Udenrigsministeriet lemper rejsevejledning for Kina

UM har sænket sikkerhedsniveauet for Kina fra orange til gul. Fra 8. januar forventes det at blive lettere at rejse til Kina for erhvervsrejsende, men der genåbnes ikke i første omgang for turisme.

Rejsevejledningen for Kina er nedjusteret for hele landet til nu gul (vær ekstra forsigtig) fra orange (vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser)

Det skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside. Ændringen sker i lyset af de kinesiske myndigheders lempelse af de nationale COVID-19 restriktioner, og at der ikke længere er risiko for tvangsindlæggelse ved positiv test. Sundhedsvæsenet i Kina er dog under stort pres på grund af udbredt samfundssmitte, skriver UM.

De nuværende indrejserestriktioner til Kina forventes justeret den 8. januar, hvor karantænekravet erstattes med krav om negativ PCR-test 48 timer forud for afrejse til Kina, skriver Udenrigsministeriet og tilføjer:

”Det forventes at blive lettere at rejse til Kina for erhvervsrejsende, studerende og på familiebesøg, men der åbnes ikke i første omgang for turisme til Kina.”

Fire fly om ugen mellem Kina og Danmark
Meldingen om de lempede kinesiske coronarestriktioner kom før jul, og udløste blandt andet en kommentar fra et af de største danske rejsebureauer for, under normale forhold, rejser til Kina, Albatros Travel.

Steen Albrechtsen, der blandt andet er pressechef hos Albatros Travel, oplyste til Standby.dk:

”Det er dejligt for Kina, at de igen åbner sig for omverdenen. Men vi står ikke lige på spring med passet i hånden. Det kommer til at tage lidt tid før situationen er normaliseret så meget, at man kan holde ferie i Kina uden at være omgivet af corona,” lød det.

Der er foreløbig fire fly om ugen mellem Kina og Danmark. SAS flyver to gange om ugen fra Københavns Lufthavn til Shanghai. SAS har i snart tre år som følge af coronakrisen ikke fløjet til den kinesiske hovedstad Beijing. Mens SAS venter på informationer fra den kinesiske regering om mulig genåbning, betjenes Beijing-København-ruten stadig to gange om ugen af Air China.

9.000 coronadødsfald om dagen i Kina
BBC skriver
, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO (World Health Organization) forlanger, at Kina genoptager daglig deling af coronasmittede og døde som følge af virussen.

Kina har hævet en række skrappe coronarestriktioner, hvilket blandt andet igen gør det muligt at øge flytrafikken til og fra Kina. Men lempelserne har angiveligt også fået antallet af smittede til at stige eksplosivt – angiveligt også fordi, at Kinas coronavacciner ikke er på niveau med vaccinerne i den vestlige verden.

De kinesiske myndigheder hævder, at landet har cirka 5.000 nysmittede om dagen. BBC citerer det britiske sundhedsdatafirma Airfinity for, at tallet snarere er én million. Og mens kineserne siger, at kun 13 kinesere døde i december på grund af coronaen, anslår Airfinity, at tallet formentlig er omkring 9.000 coronarelaterede dødsfald om dagen.

På grund af de høje kinesiske smittetal indfører stadig flere lande krav til og kontrol af indrejsende flypassagerer fra Kina. Det drejer sig blandt andet om England, Frankrig, Indien, Italien, Japan, Spanien, Sydkorea og USA, skriver BBC. England kræver at flypassagerer fremviser en negativ coronatest taget to døgn før afrejse til for eksempel London.

 

Relaterede artikler:

Mange flyselskaber genoptager Kina-ruter

Kina genåbner for rejsende fra udlandet

Tidligst kinesiske turister i foråret 2023