Udmærket halvår for CPH

Det samlede passagertal nåede op på 11,3 millioner, hvilket sikrede en omsætningsstigning på 6,1%. Halvårsresultatet før skat steg med 22,3% til 533,9 millioner kroner baseret på øgede trafikindtægter, øget omsætning i shoppingcentret og lave finansielle omkostninger.

”En række flyselskaber har meldt nye ruter og frekvenser ind efter Cimber Sterlings konkurs. CPH har genvundet 81% af sædekapaciteten, der forsvandt ved konkursen,” siger adm. direktør Thomas Woldbye.

Antallet af transferpassagerer er steget, primært på grund af øget transfertrafik fra Norge, Polen, Tyskland, Baltikum og Finland.

Omsætningen i shoppingcentret steg med 13,0% efter højere omsætning pr. passager og effekten af et fuldt udlejet center.

Der er indgået kontrakt med Siemens om ombygning og opgradering af bagageanlægget med kapacitet til 30 millioner passagerer om året. Omlægningen skal være klar til sommeren 2013. Samtidig sker en ombygning af Terminal 2 og arkaden mellem Terminal 2 og 3, der skal sikre bedre plads til passagerer og bedre forhold for flyselskaber og andre lejere.

På baggrund af trafikprogrammet for 2012 forventes en stigning i passagertallet og stigningen ventes at få positiv effekt på hele omsætningen. Driftsomkostningerne forventes også at være højere end i 2011. Samlet forventes resultat før skat at være højere end i 2011, når der tages højde for særlige forhold.

Skrevet af Flemming Juul